Otte år er en evighed i fodboldens verden, men Michael Silberbauer husker stadig kampene mod FC Midtjylland i 2012. Dengang spillede han for Young Boys, som FCM nu skal møde i Europa igen, og var dermed med til at sende sin nuværende arbejdsgiver ud.
Young Boys vandt 3-0 i Herning, blandt andet efter Morten "Duncan" Rasmussen blev vist ud efter bare ti minutter på banen. Så Silberbauer er overbevist om, at han ikke er den eneste FCM'er, der husker det opgør.
- Jeg syntes, det var sjovt at skulle møde et dansk hold på det tidspunkt. "Duncan" fik sit andet røde kort i Herning. Jeg tror godt, han kan huske det. Der er i hvert fald mange andre i klubben, der kan huske det, siger Michael Silberbauer med et grin.
Young Boys var kun foran 1-0, da "Duncan" blev udvist, men endte altså med at vinde 3-0 på to sene mål. Så det røde kort endte med at blive dyr, for FC Midtjylland var tæt på at tage den samlede sejr i returkampen. Ulvene vandt 2-0 i Schweiz - blandt andet takket være et mål af den nuværende assistenttræner Kristian Bak.
- Midtjylland spillede en god kamp i Bern. Mange troede, vi var gået videre, men vi var lige ved at sætte det hele over styr. Det er sådan, det er i Europa; man skal bare komme videre. Young Boys endte også med at komme i gruppespillet det år.
Læs også:FCM fik svær lodtrækning: Får besøg af de schweiziske mestre
Michael Silberbauer forlod endegyldigt Young Boys i 2014, men følger efter eget udsagn stadig med i schweizisk fodbold, hvor han dels har flere venner endnu, dels indledte sin trænerkarriere.
Han påpeger, at både FC Midtjylland og Young Boys har flyttet sig langt siden Europa League-kvalifikationsopgørene for otte år siden. Hvor FCM har vundet tre af de seneste seks mesterskaber i Danmark, har Young Boys vundet tre på stribe - alle på overlegen vis.
Silberbauer tror på en jævnbyrdig forestilling og fremhæver et par spillere, som hans nuværende arbejdsgiver skal tage sig i agt over for.
- Young Boys har et rigtig godt hold, specielt en rigtig god offensiv. Jean-Pierre Nsame, deres angriber på toppen, har scoret rigtig mange mål for dem (73 mål i 132 kampe, red.) og er virkelig en klassespiller. De har også nogle kantspillere, der scorer mange mål, og den ene er schweizisk landsholdsspiller (Christian Fassnacht, red.).
- Så har de hentet Fabian Lustenberger fra tysk fodbold til at styre forsvaret. De har nogle gode spillere omkring de profiler. Miralem Sulejmani kan stadig score nogle mål og lave noget ravage for eksempel.
Læs også:FCM-sportschef: Godt vi slipper for kunstgræs
Michael Silberbauer stoppede sin karriere i 2015 og blev derefter først analytiker og siden assistenttræner i sekundaklubben FC Biel-Bienne. Senere fik han job som assistent i FC Luzern, hvor han blandt andre arbejdede under Gerardo Seoane.
Han er cheftræner i Young Boys i dag og har ført holdet til de to seneste mesterskaber. Ham har Silberbauer kun gode ting at sige om.
- Han er en sindssygt dygtig træner. Meget tydelig i, hvad han gerne vil, men er ikke bleg for også at være en smule fleksibel i sin måde at angribe en kamp på. Han er dygtig til at finde en taktik, som passer til holdet. Med de to mesterskaber har han også bevist, at det var godt set af Young Boys at hente ham ind til at tage over, siger Silberbauer.
Med sit kendskab til både klubben og cheftræneren virker det oplagt, at Michael Silberbauer skal en tur forbi Brian Priskes kontor og briefe FC Midtjylland-træneren på den kommende modstander i Champions League-kvalifikationen. Det er han da også frisk på, men tvivler på, at det bliver nødvendigt.
- Jeg hjælper gerne, hvis de spørger, men jeg tror, at de har helt styr på, hvad for nogle spillere der er dernede.
Om det er nok til videre avancement, vil vise sig, når FC Midtjylland møder Young Boys den 16. september.
Læs også:Young Boys-chef husker møde med FCM: En ubehagelig modstander
Læs også:FCM-keeper om Young Boys: Måske det sværeste hold, vi kunne få
Læs også:Priske ser positivt på mødet med Young Boys: Vi spiller i vante rammer