Da FC Midtjylland ansatte Jess Thorup som cheftræner, fortsatte den siddende assistenttræner, Brian Priske. Thorup og Priske førte klubben til dens første europæiske gruppespil i 2015, og Thorup stod i spidsen for FCM's andet mesterskab i 2018.
Siden er Priske blevet cheftræner i FCM, og mandag tiltrådte Thorup i samme stilling i FC København. Allerede på søndag møder de to mesterskabsaspiranter hinanden, og Priske står altså direkte over for sin gamle læremester for første gang.
Det ser han frem til.
- Der er ingen tvivl om, at vi glæder os til at tage imod FCK. Vi glæder os til at tage imod Jess. Er glade for, at der er kommet en stærk personlighed til den danske liga igen og til FC København. Det er godt for dem og for dansk fodbold. Så det bliver fedt. Vi glæder os til at byde dem op til dans, siger Brian Priske.
Læs også:Analyse: Ikke rimeligt at håne FC Midtjylland med AaB og FCK's CL-succes
Også FC Midtjylland-anfører Erik Sviatchenko ser frem til gensynet med sin tidligere chef.
- Jeg glæder mig i den forstand, at vi nu har spillet en kamp og skal restituere i to dage, og så kigger vi frem mod en superfed kamp i Superligaen. Jeg glæder mig i hvert fald personligt. Det er også fedt, at de har fået en god træner i Jess Thorup, siger Sviatchenko.
FC Midtjylland tabte tirsdag aften 2-1 til Ajax i Champions League. Det var holdets 14. kamp på lidt over to måneder.
Kampprogrammet har altså været hektisk, så cheftræner Priske har givet spillerne fri i de kommende dage.
Læs også:Kvist nægter: Kigger ikke mod FCM for inspiration
- Lige nu skal vi lige have lagt den her kamp lidt bagved, og så har drengene et par fridage nu her, hvor de kan få restitueret, staben kan få et par dage, hvor de ikke skal tænke ret meget fodbold, men kigge lidt på deres familie, kærester, koner, hvad de ellers har, siger han.
- Der har været knald på, så jeg tror, alle mand har godt af lige at få et par dage, hvor de kan tænke på noget andet. Så får vi mulighed for at træne et par dage på græsset fredag og lørdag.
Søndagskampen mellem FC Midtjylland og FC København er sæsonens første af slagsen. FCM har tre point mere i ligaen.
Læs også:Superliga Powerranking: Brøndby og FCM åbner for AGF og FCK
Læs også:FCK'er tilbage efter skade: Var oppe i det røde felt
Læs også:Avis: Ståle Solbakken får op mod 25 millioner efter fyringen i FCK