FC Midtjylland spillede sig onsdag aften videre i Champions League-kvalifikationen ved at besejre bulgarske Ludogorets på et mål af Junior Brumado, og samtidig scorede de danske mestre en fin økonomisk gevinst. Det erfarer Herning Folkeblad.
Lokalavisen mener således at vide, at FC Midtjylland tjener knap halvanden million kroner ved at gå videre til Champions League-kvalifikationens tredje runde.
Læs også:FCM-lejren: Beviste vi kan begå os internationalt
Dermed var Junior Brumados første scoring i FC Midtjylland-trøjen altså også værd at vente på. Forinden onsdagens opgør havde den 21-årige brasilianer nemlig spillet 23 kampe for midtjyderne uden at komme på tavlen. Nu kom der hul på bylden med en utrolig vigtig scoring, og det er en lettelse for matchvinderen.
- Jeg er utroligt glad og utroligt lettet. Jeg blev hentet til Danmark og FCM for at score mål, så det betyder enormt meget for klubben og for jeg. Den her scoring er til hele holdet, og til alle dem, som har hjulpet mig, siden jeg kom fra Brasilien, siger Júnior Brumado til Herning Folkeblad.
Læs også:Karakterer: FC Midtjylland bestod den første prøve i Europa
Junior Brumado kom til FC Midtjylland for knap 16 millioner kroner i januar 2019, men formåede ikke at score i løbet af sit første år i Danmark. I den første halvdel af 2020 var han imidlertid udlejet til Silkeborg IF, hvor han fik gang i målscoringen med tre mål på 10 kampe.
Den 21-årige angriber kan score sit første Superliga-mål for FC Midtjylland, når de indleder titelforsvaret den 11. september mod SønderjyskE.
Læs også:Ekspert undrer sig over Sisto: Superligaens niveau er for lavt