PARKEN (Tipsbladet): FC København går tirsdag aften ind til en af klubbens største kampe, når de skal møde Manchester City i Champions League-ottendedelsfinalen. Her er det første opgør på hjemmebane, og det kommer som den første kamp med noget på spil for FCK siden 9. december.
Men hvis det står til den svenske FCK-profil Viktor Claesson, så behøver det ikke være noget problem. Det husker han fra tidligere i karrieren, fortæller han ved pressemødet mandag forud for kampen.
- Jeg har været i sådan en situation før, da jeg var i Krasnodar, hvor vi også havde et break før de her europæiske slutspilskampe, og jeg synes næsten, at det var en fordel, at vi kunne forberede os på kampene i så lang tid, siger han og fortsætter:
- Manchester City spillede også i lørdags og kan have trætte ben, hvor vi kommer helt friske. Det er ikke kun en bagdel, lyder det fra Viktor Claesson.
City vandt i den kamp med 2-0 over Everton, hvor Erling Haaland scorede begge mål.
Holdkammeraten Rasmus Falk slår endvidere fast, at det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at spille ind, men han understreger, at han føler, at FCK-mandskabet står et godt sted.
Samtidig minder han om, at man har været ude og teste sig af, inden tirsdagens opgør.
- Nu snakker vi om, at vi ikke har spillet kompetitive kampe, men vi har også taget til Tjekkiet og Skotland for at møde rigtig, rigtig gode hold med tilskuere. Og hold som måske har været lidt længere fremme end vi har i forhold til at skulle starte turneringen, siger han og tilføjer:
- Så det er ikke fordi, at vi ikke har trænet sindssygt intenst og ikke har spillet nogle kampe, hvor vi har lagt de samme meter i det, som vi gør i en turneringskamp. Så jeg tror, at vi er der, hvor vi skal være, fortæller Falk.
Sidste gang FCK og City mødtes i Parken endte det uafgjort. Det kan ses i videoen øverst i artiklen.
Kampen mod Manchester City spilles tirsdag klokken 21. Returkampen i Manchester er 6. marts.