Video : Tipsbladet
Champions League

FCK-profil: - Vi kan ikke give Europa skylden

På tirsdag går det løs for FC København i Champions League, men selv om både åbningen i Dortmund og hele gruppen er svær, håber svenske Viktor Claesson at kunne gentage bedriften med Krasnodar fra for et par år siden, hvor man blev nummer tre i gruppespillet. For Claesson kender allerede lidt til Champions League, men denne gang bliver det en helt anden oplevelse – det bliver nemlig med fyldte tribuner på alle arenaer.

DENNE ARTIKEL ER FRA TIPSBLADETS TRYKTE UDGAVE FREDAG 2. SEPTEMBER 2022

Det er en mærkelig mandag på FC Københavns træningsanlæg. På den ene side er spillerne nedtrykte, for søndagen bød på et beskæmmende nederlag på hele 3-1 oppe i Farum, og siden er kritikken haglet ned over holdet og cheftræner Jess Thorup.

Men på den anden side er det i dag, at det kommende Champions League-gruppespil for alvor begynder at vise sig frem for spillerne. UEFA TV er nemlig mødt op til interview-optagelser det meste af dagen, og resten af ugen byder på flere andre af de opgaver uden for banen, der også er blevet en del af det aktuelle liv som fodboldspiller på toppen.

Men først og fremmest handler det selvfølgelig om spillet på græsset, om de kommende store udfordringer mod Dortmund, Sevilla og Manchester City og om glæden ved at være blandt de 32 hold, der er sluppet igennem nåleøjet – eller rettere at være blandt de fire mesterhold fra de mindre lande, som der denne gang er blevet plads til i det sportsligt og økonomisk lukrative gruppespil. Eller som Viktor Claesson siger, da han har sat sig ved interviewbordet på førstesalen i den nye og midlertidige pavillon-bygning på Jens Jessens Vej.

- Det er kæmpestort. Det er det, man spiller fodbold for, og chancen for at spille med i de største turneringer var også en af hovedårsagerne til, at jeg skrev under med FCK. Så det er rigtig fint, siger den svenske offensivspiller med et smil.

Som det fremgår andetsteds på disse sider har FCK-spillerne ikke overvældende Champions League-erfaring, men man har dog hele ni spillere i truppen, der har snuset til turneringen, og den liste tæller blandt andet Viktor Claesson, der som Krasnodar-spiller for to sæsoner siden var i gruppe med Chelsea, Sevilla og franske Rennes, hvilket dog var en lidt speciel oplevelse.

- Ja, det var jo i corona-tiden. Vi havde dog en del tilskuere til vores hjemmekampe i Krasnodar, og der var også lidt publikum på Stamford Bridge. Og det var ikke svært at sætte sig op til kampene, for det var jo Champions League.

- Vi gjorde det også okay. Vi kom på tredjepladsen i gruppen og gik videre til Europa League. Det skal vi være glade for, hvis vi kan gøre i år med FCK, men vi håber på at få nogle fine skalpe i løbet af efteråret, selv om det bliver svært med den hårde modstand, der venter.

- Og så er det faktisk tredje gang, at jeg er endt i en gruppe med Sevilla. Jeg spillede Europa League mod dem med Krasnodar og så Champions League, og nu får jeg dem så igen med FCK i Champions League. Så der er et eller andet mellem mig og Sevilla, jeg møder dem i hvert fald tit, siger Viktor Claesson, der var med i alle fire kampe mod den spanske klub og faktisk startede med at besejre dem i Krasnodar, hvorefter det blev til tre nederlag i træk.

Så han har revanche til gode, og selv om gruppen er meget vanskelig, håber svenskeren altså på, at FC København kan overraske og i hvert fald slutte højere end én af modstanderne i puljen.

- Man kan jo ikke gå ind i gruppespillet med et mål om at blive nummer fire. Vi sigter efter at komme til at spille europæisk i foråret 2023, det er vores mål, og så må vi tage en kamp ad gangen.

- Manchester City er favorit til at vinde gruppen, så hvis vi snakker skalpe, er det nok Dortmund og Sevilla, vi har den største chance imod. Vi begynder med Dortmund ude, som bliver en svær opgave. Det bliver alle kampene jo, men hvis man arbejder hårdt, kan man altid få nogle muligheder fremad banen og få sat noget tempo på spillet, og så har man en chance for at vinde kampene, siger Viktor Claesson om det kampprogram, der ikke favoriserer FCK med Manchester City som modstander i den tredje og fjerde gruppekamp.

For forventningen er, at City kan gå nemt igennem og måske endda kvalificere sig med en kamp eller to i hånden, og så kan der være fordel i at møde et City-hold med flere unge og reserver i de sidste par gruppekampe. Men sådan tænker Viktor Claesson ikke.

- Sådan er det. Man må tage det, man får, som han siger – men han havde dog gerne taget en lidt nemmere gruppe.

- Jeg havde ikke nogen drømmemodstander på forhånd. Før en lodtrækning er jeg sådan indstillet, at jeg helst vil undgå de store hold. Jeg synes ikke, at det er sjovt at spille mod City, Liverpool, Barcelona, og hvad de ellers hedder. Jeg vil møde de hold, som man har størst chance for at besejre. På den måde var det en hård gruppe vi kom i, men man må se mulighederne, og måske har Dortmund og Sevilla ikke deres bedste sæsoner foran sig, og så kan vi måske snuppe et point eller tre. Det er det, vi går efter.

- Men det bliver selvfølgelig fedt at spille på Etihad og på Signal Iduna Park med Den Gule Mur, som man har hørt så meget om. Og denne gang bliver det jo med fyldte stadions, så det bliver fedt. Men når først kampen er i gang, er det fuld fokus på opgaven og på målet om at hente point.

- Det bliver også svært for Den Gule Mur at overgå lydniveauet i Trabzon, for det var helt vildt. De vildeste fans stod bag mål, men da vi varmede op og løb fra side til side, kunne langsiderne godt nok også lave meget larm, når vi løb over mod dem, siger Viktor Claesson om en aften i Tyrkiet, hvor det var svært at høre ret meget andet end en mur af tilskuerlarm.


Haaland, Haaland, Haaland

Men det lykkedes alligevel for FCK. 2-1 sejren fra Parken, hvor Claesson åbnede scoringen tidligt med en hurtig afslutning på et fint oplæg af Rasmus Falk, blev forsvaret med 0-0, og dermed er københavner-klubben mester med i Champions League for første gang siden 2016. Og det går altså løs lige om lidt, selv om det ikke føles sådan på en mandag på Frederiksberg bortset fra kameraholdet fra UEFA ovre på den anden siden af gangen.

- Efter lodtrækningen gik jeg lige ind og kiggede kort på de tre klubber, og de spillere, der havde været med fra start i de første kampe, men så lægger man det jo væk, for så var det Nordsjælland ude og så gælder det Silkeborg. Og så tager vi Dortmund bagefter. Man kan ikke tænke for langt frem, man bliver nødt til at tage tingene en kamp ad gangen, siger Viktor Claesson, der heller ikke på forhånd har det store forhold til Dortmund, mens det selvfølgelig er noget andet med den vante modstander fra Sevilla.

- Generelt er spanske hold svære at spille imod. De er altid boldsikre. I de kampe, jeg har spillet mod Sevilla, spillede de meget med sideskift, så man måtte hele tiden rykke på tværs og på langs. Man skulle løbe meget, men samtidig var det ikke så direkte, som visse andre hold kan være. Så hvis man står godt og struktureret, kan man godt holde dem stangen ret længe, hvis man gør tingene ordentligt. Men man kommer virkelige til at løbe meget mod dem, det er der ingen tvivl om, siger svenskeren om den første modstander i Parken, der blandt andet tæller profiler som Ivan Rakitic, Isco, Erik Lamela og den tidligere FCK'er Thomas Delaney.

Til gengæld er backerne ikke de allerværste i form af den snart 37-årige anfører Jesus Navas og den nyerhvervede Alex Telles, der er blevet lånt i Manchester United.

- Ja, hvis der er nogle små svagheder på holdet, er det måske der, siger Claesson, der både kan spille centralt og på kanterne i kampens hede.

- Manchester City virker til at være et niveau over alle andre, men Sevilla er selvfølgelig også et godt hold. Anderledes kan det ikke være, når man slutter i top fire i La Liga og har vundet Europa League. Det er et superhold, men deres trup er ikke lige så bred som Citys, så måske kommer det til at åbne sig lidt mere mod dem. Vi må se. Vi har den største respekt for alle modstanderne,” siger Viktor Claesson, der udover de efterhånden 250 ligakampe for Elfsborg, Krasnodar og FC København også har spillet 62 landskampe for Sverige.

Men de seneste tre i Nations League-regi kunne han måske godt have undværet, for udover 1-0 nederlaget hjemme til Serbien tabte man også ude og hjemme til Norge, hvor den nye Manchester City-angriber Erling Haaland scorede fire af de fem mål, som Ståle Solbakkens udvalgte satte ind mod svenskerne.

- Ja, ham har vi dårlige minder om fra i sommer, så vi er advaret på forhånd. Som forsvarer gælder det om at være et skridt foran hele tiden, for han laver mange mål ved at komme først på returbolde og være det rigtige sted tæt under mål. Kan man være det skridt foran, kan man måske sørge for, at han scorer et mål eller to mindre.

- Der er mange, der fokuserer på Haaland, Haaland, Haaland, men City har altså kvalitetsspillere på alle pladser, så det er ikke nok kun at tænke på Haaland. Der var jo en Premier League-kamp for nylig, hvor han kun havde otte boldberøringer og kun ramte med en aflevering to gange, og så kan man jo se, hvor lille en del han er af Citys spil. Så selv om han laver mange mål, og det fylder meget i medierne, så er der mange andre spillere, man skal have styr på, siger Viktor Claesson før den store europæiske udfordring.

Claesson scorede et vigtigt mål for FCK i Parken, hvor man vandt 2-1 og dermed positionerede sig til at komme i Champions League-gruppespillet.

Efter kampen i Trabzon forrige onsdag gik det altså helt galt mod FC Nordsjælland, så hvor bekymret er han for, at Champions League kommer til at gribe forstyrrende ind i kampen om at genvinde mesterskabet?

- Vi kan ikke give Europa skylden for vores dårlige præstationer i Superligaen. Vi tabte den første kamp mod Horsens hjemme, og der havde vi ikke spillet i Europa, og det samme gjaldt kampen mod Randers hjemme, hvor vi også tabte uden at have spillet europæisk.

- Jeg tænker, at der kan være en fordel ved at spille europæisk, for man spiller mod nogle hold, hvor man skal op i tempo. Det så vi for eksempel mod Lyngby, som vi spillede mod tre dage efter hjemmekampen mod Trabzonspor, der var en intensiv kamp. For vi slog Lyngby med 3-0 og der var min fornemmelse, at vi var i et højere tempo end Lyngby. Det kan godt være, at vi ikke var helt på toppen rent fysisk i den kamp, men så vandt vi den på, at vi spillede i et højere tempo og havde bedre fart i spillet.

- Så jeg synes, at man skal vende det og se det som en fordel, at man kommer ind i det europæiske tempo og tage det med ind i den danske liga, selv om vi spiller lidt anderledes i de europæiske kampe, end vi gør i de danske, siger Viktor Claesson.


Det store skifte der forsvandt

Mens det er gået op og ned for FC København i de første uger af denne sæson, er den svenske offensivspiller kommet godt i gang med det nye fodboldår. I forårsmånederne ovenpå den hovedkulds afsked med Krasnodar, efter Rusland gik i krig med Ukraine, fik Claesson scoret et enkelt mål i debuten mod AaB, men ellers blev det mest til lige ved og næsten samt tre assists på vejen mod mesterskabet, men i denne omgang er det allerede blevet til seks mål og en enkelt assist i ni kampe. Men hvad skyldes fremgangen?

- Jeg har en rolle på holdet, der passer mig fint. Jeg kommer meget centralt ind i banen. Selv om jeg spiller på kanten, har jeg friheden til at trække ind, og det passer mig godt. Det føltes også godt, da jeg kom i foråret, jeg havde mange chancer, men fik ikke bolden ind. Nu går det i stedet min vej. Det er svært at sige, hvorfor det sker nu, men det har føltes godt, siden jeg kom til klubben i foråret, siger Viktor Claesson.

Victor Claesson i aktion for FK Krasnodar.

For den ombejlede svensker valgte altså en korttidskontrakt med FCK dengang i marts, selv om man måske kunne tro, at det havde været nemmere at vælge en svensk klub på det korte sigte, nogle trygge rammer efter afskeden med Krasnodar, der blandt andet involverede en syv timer lang bustur til Sochi med hans gravide kone, før det lykkedes at komme på et fly ud af Rusland.

- Jeg var indstillet på at forsøge at komme til en af de store ligaer, men der er stadig stor forskel på at spille for FCK og spille i Allsvenskan. Jeg kom ikke til en stor liga, men jeg fik chancen for at spille for FCK og vinde mesterskabet. I den svenske liga havde jeg spillet de første 10 kampe af sæsonen i Allsvenskan for så at tage et andet sted hen i sommeren. Nu fik jeg afslutningen af den danske liga med mesterskabsspillet og fik spillet nogle bedre kampe.

- Og København er heller ikke så langt fra min hjemby. Min kone var jo gravid på det tidspunkt, så det føltes, som om det var tæt på det derhjemme, siger manden fra Värnamo, der faktisk ligger en time tættere på København end Stockholm målt i køretid..

Og nærheden til hjembyen er blevet bevaret, for i sommer valgte den kontraktfri svensker altså at blive ved at underskrive en fire-årig aftale med FCK.

- Jeg fik en god følelse, da jeg var her i foråret. Jeg fik en rolle på banen, der passede mig fint, og FCK viste, at de troede på mig ved at tilbyde mig en lang kontrakt. Når jeg sammenlignede med de tilbud, jeg ellers havde fra europæiske klubber, så føltes det inspirerende at spille med FCK i Europa og at være med i toppen af den danske Superliga, som jeg stadig håber, at vi kommer til at være i denne sæson. Så det var et let valg, siger Viktor Claesson, der altså kan ende med måske at kigge tilbage på en karriere, hvor udlandseventyret kom til at bestå af knap fem år i russiske Krasnodar og godt fire år i FC København.

Sådan så verden ikke ud, da han i sommeren 2018 fik et internationalt gennembrud ved at spille fast for det svenske landshold, der nåede helt frem til kvartfinalen mod England ved VM i Rusland – og på vejen til turneringen i øvrigt slog både Holland og Italien ud. Der var blandt andet interesse fra Bournemouth og Newcastle i Premier League, og da han fulgte slutrunden op ved at blive kåret til den bedste venstre kant i den russiske Premier League med 12 mål og otte assists i 29 kampe i sæsonen 2018/19, ventede de fleste, at et skifte til en større klub var lige op over. Men så ramte uheldet.

- Det skete faktisk på Bernabeu i Madrid, hvor vi mødte Spanien i en EM-kvalifikationskamp. Jeg ville tage et ryk forbi en modstander, som jeg tit gør, og så fik jeg et spark af Jordi Alba, og så sad min fod fast i græsset ved det næste skridt. Og så røg korsbåndet. Det var mærkeligt, at det skete, for det er en situation, man oplever 1000 gange i karrieren, men så skete det bare der, siger Viktor Claesson, der for længst er kommet sig over den skade, der holdt ham ude i 14 måneder, da coronaen også blev en del af spillet undervejs. Men det store skifte blev aldrig til noget.

- Det er ikke noget, jeg ærgrer mig over i dag, eller som man kan gå at ærgre sig over resten af livet. Jeg har fået lov til at opleve mange fine fodboldminder efter den skade også, så det var sådan, det var. Og de fleste får jo en skade i løbet af en karriere, siger svenskeren og sender en tanke til sin ven og landsholdskammerat Emil Krafth, der netop har revet korsbåndet over i en Liga Cup-kamp mellem Tranmere og Newcastle.

- Det vil være fint, hvis mit udlandsophold bliver Krasnodar og København. Jeg har også spillet VM og EM, Champions League og Europa League, så det har været godt. Og så har jeg altid spillet i den bedste række i de lande, jeg har været i, og jeg har været fast på holdet også, og det værdsætter jeg. Man ser mange svenskere rundt omkring i store klubber i Europa nu, der bare ikke spiller ret meget, og det har jeg gjort. Jeg er glad for, at jeg har spillet så mange klub- og landskampe, siger Viktor Claesson.

Og på tirsdag gælder det altså et gensyn med Champions League.