FC Barcelona fik en fin start på den nye Champions League-sæson onsdag aften, hvor de løb med tre point på hjemmebane.
Den katalanske storklub tog imod ungarske Ferencvaros, som på papiret lignede en overkommelig opgave for spanierne. Og det skulle det også vise sig at være.
Ferencvaros fik ellers vist efter knap et kvarter, at de ikke skal undervurderes. Tokmac Chol Nguen blev nemlig sendt i dybden og bragede bolden i kassen, men målet blev annulleret for offside.
Efterfølgende stod der dog som forventet Barcelona på det meste, og efter knap en halv time kom de også foran. Lionel Messi driblede selv ind i feltet, hvor han blev fældet og fremtvang et straffespark, som han selv tog sig sikkert.
Knap et kvarter senere fik de scoret igen, og denne gang var stortalentet Ansu Fati målscoreren. Frenkie de Jong sendte en flot lobaflevering ind i Ferencvaros’ felt til en helt fri Ansu Fati, der fik dirigeret bolden forbi ungarernes keeper og i mål. Efterfølgende kunne de gå til pause med en 2-0-føring.
Men de var ikke færdige, FC Barcelona. Efter pausen fik Philippe Coutinho øget fyringen yderligere, da han bankede bolden i kassen efter en fin aflevering fra Ansu Fati.
Midtvejs i anden halvleg kom der dog en streg i regningen for Barcelona. Pique nedlagde Tokmac Chol Nguen i katalanernes felt, og det kastede et rødt kort til Pique og et straffespark til Ferencvaros af sig. Straffesparket tog Igor Kharatin sig af uden problemer.
Ferencvaros kom dog aldrig i nærheden af et stort comeback, og Barcelonas Pedri og Ousmane Dembele scorede til henholdsvis 4-1 og 5-1 i kampens slutning. Dermed topper spanierne deres gruppe, Gruppe G, sammen med Juventus, der tidligere på aftenen slog Dynamo Kiev.