To mål i første halvleg sikrede Arsenal en sikker sejr over Paris Saint-Germain.
Arsenal er kommet godt fra start i Premier League, og også i Champions League ser den engelske storklub ud til at ville lege med de bedste.
I tirsdagens storkamp vandt Arsenal på hjemmebane 2-0 over Paris Saint-Germain og har dermed fire point efter de første to kampe i det nye turneringsformat.
Pariserne kom til London uden Ousmane Dembélé, som træner Luis Enrique har sat i skammekrogen. Og i det hele taget var det et gæstehold med noget mindre stjernestøv end i Messi-Neymar-Mbappé-dagene.
Enriques hold er mere homogent og bedre organiseret. Men denne aften manglede der offensiv kvalitet til for alvor at kunne true hjemmeholdet.
Arsenal kom i spidsen efter 20 minutter, da Kai Havertz efter et indlæg fra Leandro Trossard lige akkurat nåede bolden før PSG-målmand Gianluigi Donnarumma og headede den sikkert i mål.
Ti minutter før pausen fordoblede Bukayo Saka føringen i en situation, hvor den italienske landsholdsmålmand ikke gjorde noget heldigt indtryk.
Sakas frisparksbold fik lov at stryge gennem hele PSG-forsvaret og ind bag en passiv Donnarumma, der tilsyneladende satsede på, at en spiller ville snitte den undervejs.
Gæsterne havde masser af boldbesiddelse, men spillede generelt for langsomt. Kun sjældent blev den stærke Arsenal-defensiv udfordret.
Luis Enrique reagerede efter en time og sendte Fabián Ruiz og Randal Kolo Muani i spil. Det gav mere fart i sagerne, og umiddelbart efter snittede João Neves bolden op på Arsenals overligger.
Senere appellerede PSG-spillerne voldsomt for straffespark, da Arsenals Riccardo Calafiori ramte bolden med armen i feltet.
Dommeren gav dog ikke efter for brokkeriet, og det var sidste gang, hjemmeholdets mål var truet i den kamp.
/ritzau/