Dynamo Kiev, Ferencvaros og Olympiakos er alle klar til gruppespillet i Champions League. Det står klart efter tirsdagens afgørende kvalifikationskampe.
Ukrainske Dynamo Kiev stod over for Jess Thorups gamle klub Gent, og her blev det til en samlet 5-1-sejr. Det første opgør i Belgien sluttede 2-1, mens ukrainerne vandt med 3-0 i tirsdagens opgør på hjemmebane.
Målene blev sat ind af Vitaly Buyalsky, Carlos De Pena og Gerson Rodrigues, hvor de to sidstnævnte scorede på straffespark.
Læs også:FCM-træner før skæbnekamp: Champions League kan udvikle os alle
I kampen var danske Mikkel Duelund ikke med i truppen for Kiev, mens den tidligere FC København-profil Benjamin Verbic måtte nøjes med en indskiftning.
I Ungarn tog Ferencvaros imod norske Molde, men det blev ikke lige så målrigt som det første opgør. I Norge spillede holdene nemlig 3-3, mens der slet ikke blev scoret i tirsdagens opgør, og dermed er Ferencvaros videre på reglen om udebanemål. I stedet må Molde en tur i Europa Leagues gruppespil.
Sidst men ikke mindst spillede Olympiakos sig som nævnt videre. De mødte cypriotiske Omonia Nicosia, som havde den udlejde FC København-spiller Michael Lüftner med, og vandt samlet 2-0. Begge mål blev scoret i det første opgør i Grækenland, mens tirsdagens opgør sluttede i en nulløsning.
Læs også:Optakt: FC Midtjylland - Slavia Prag
Onsdag skal de sidste gruppespilsdeltagere findes, når blandt andre FC Midtjylland møder Slavia Prag.