Video : Tipsbladet
Champions League

Dansker har trænet både Liverpool og FCM: Jeg holder med Liverpool

Indkasttræneren Thomas Grønnemark har trænet i både FC Midtjylland, Liverpool og Ajax. De tre hold mødes i Champions League, men danskeren holder med dem, der har ham ansat i øjeblikket.

De seneste år har Thomas Grønnemark udvidet sit cv med en række topklubber i ind- og udland. Tre af dem mødes i Champions League-gruppespillet, men danskeren er ikke i tvivl om, at han holder med Liverpool, siger han til Herning Folkeblad.

Årsagen er simpel: Det er den eneste af de tre klubber, som har han ansat i øjeblikket.

Grønnemark arbejdede ellers i FC Midtjylland i ti sæsoner i træk, men ikke i denne sæson. Han trænede Ajax i indkast frem til coronapausen i marts. Men Liverpool har ham altså stadig på ansættelseslisten, så dér ligger hans loyalitet.

Læs også:FCM-boss vil til tops i Europa: Vi ønsker at få stor indflydelse

- Jeg holder altid med de hold, jeg træner i øjeblikket, og som det er lige nu, så er det kun Liverpool, jeg arbejder med. Det er de mennesker, jeg kommunikerer med og har oplevelser sammen med, og det skaber bare et stærkere bånd, siger Thomas Grønnemark til Herning Folkeblad.

At bedømme ud fra hans tidligere udtalelser har Grønnemark også en del at takke Liverpool og manager Jürgen Klopp for. Danskeren har trænet klubbens spillere i indkast siden sommeren 2018, og netop opkaldet fra Klopp blev hans vej ind i europæisk topfodbold.

Læs også:FCM's italienske CL-modstander: Inspireret af hollandsk fodbold

- Min største gennembrud kom, da Jürgen Klopp ringede til mig. Mange tror, at jeg kun hjælper holdene med at blive bedre til de lange indkast, og det kan jeg også sagtens hjælpe med. Var det ikke for Jürgen Klopp, havde jeg nok også stadig kun trænet i lange indkast, men Ajax og Liverpool vil have min hjælp til at holde på bolden. Her kigger jeg på, hvordan de bevarer boldbesiddelsen, når de har et indkast og er under pres, sagde Thomas Grønnemark tidligere på året.

I første runde af Champions League-gruppespillet mødes Ajax og Liverpool, mens FC Midtjylland får besøg af Atalanta, som er det eneste hold i gruppen, som Grønnemark ikke har trænet.

Læs også:Slut med at lede efter bolde: Nu får FCM deres nye hegn

Læs også:FCM går glip af stort millionbeløb i CL-entréindtægter

Læs også:Guld-duel i Superligaen: Er Zanka eller Sisto vigtigst?