Da Manchester United klaskede Brøndby: Værste nederlag i mit fodboldliv
Foto: Getty Images
Champions League

Da Manchester United klaskede Brøndby: Værste nederlag i mit fodboldliv

Brøndby var det første danske hold til at møde Manchester United i en europæisk turnering - det kom til at gøre mere end ondt.

I aften står FC København for anden gang overfor Manchester United i et europæisk møde. Det engelske storhold har fire møder med danske hold i bagagen, og det er endt med samlet engelsk sejr i alle fire tilfælde. 

Vørst gik det for Brøndby. der tilbage i 1998 var det første danske hold til at spille sig i et Champions League-gruppespil - tre år efter, at AaB havde haft fornøjelsen efter en bestikkelsessag mod Dinamo Kiev, der havde forsøgt at bestikke dommeren med en pelsjakke.

Brøndby trådte ind i gruppespillet velvidende, at der ventede en uhyggelig stor mundfuld - men det blev opgørene mod Manchester United, der virkelig kom til at gøre ondt. 

I 2015 huskede en af Brøndby-heltene fra Champions League-gruppespillet tilbage på kampene mod det engelske stjernehold. 

Her er hvad Allan Ravn fortalte til Tipsbladet 5. juni 2015: 

------

1998 - Brøndby-Manchester United YDMYGELSER OG OPLEVELSER
Allan Ravn - 41 år (i 2015, red)

Da Brøndby i 1998 for første gang skulle deltage i Champions League-gruppespillet, jublede mange over megalodtrækningen FC Barcelona, Manchester United og Bayern München. Det var enorme modstandere, der kunne fylde stadion, og der ventede store oplevelser. Men Allan Ravn var ikke glad.

- Jeg udtrykte min åbenhjertige ærgrelse over den pulje. Problemet var, at vi på det tidspunkt havde et rigtigt stærkt hold. Havde vi fået en bedre lodtrækning og havde haft Vorherre og noget held med i sprøjten, havde vi måske kunnet gøre en forskel. Men allerede da vi så lodtrækningen, vidste vi, at vi ville blive prügelknabe, så jeg var ganske utilfreds, siger Allan Ravn.

Brøndby leverede en stor overraskelse i første runde ved at slå Bayern München takket være et drømmemål af netop Ravn, men da Manchester United en måned senere kom til Danmark, blev kampen en helt anden.

- Vi vidste, vi ville få alvorlige problemer. Vi havde også mødt dem i en træningskamp om sommeren, hvor vi var blevet blæst ud og havde tabt 6-0. Manchester var klart det bedste hold i puljen - uden sammenligning, siger Allan Ravn.

Læs også:Optakt: Manchester United - FC København

Englænderne vandt 6-2, og midtbanespilleren husker en lidt special atmosfære den oktoberaften i Parken, hvor Brøndby til lejligheden spillede sine hjemmekampe.

- Uden sammenligning i øvrigt var der lidt samme stemning, som når vi med Brøndby turnerede rundt i Jylland og spillede sommerkampe mod seriehold. Der var måske 5000- 10.000 tilskuere til de kampe, og de holdt selvfølgelig med deres lokale hold, men de holdt også med Brøndby. Der var en hyggeagtig stemning, og sådan husker jeg det også fra Parken. Ingen var rigtigt sure. Nederlaget i København var ikke sjovt, men det blev værre på Old Trafford to uger senere.

5-0 vandt Manchester United i en kamp, hvor de totalt overlegne englændere førte 3-0 efter et kvarter.

- Det var uden sammenligning det værste, jeg har prøvet i mit liv som fodboldspiller. Det var den totale, professionelle ydmygelse. Inden kampen blev banen lige vandet. Men det var i november, og der var let frost i luften. Så toppen af græsstråene var en lille smule iset til.

- Hvis man kan huske, hvor hurtigt United dengang spillede, kan man selv putte en isbane oveni. 

- De kunne bryde over kanterne med afsindig hastighed, især på venstrekanten, og samtidig var de meget pasningssikre. Og så spillede de i et meget højt tempo. 90 procent af deres bolde gik fremad, så man var konstant under pres, og de var præcise, dygtige, hurtige, energiske. Der var ikke noget at gøre, siger Allan Ravn, der på et hold fyldt med superstjerner som Schmeichel, Ryan Giggs, David Beckham og angrebsduoen Yorke og Cole hæftede sig mest ved den centrale midtbane, som bestod af Paul Scholes og Roy Keane.

Læs også:Leder: Wilczeks 198 dage fra BIF-hjerte til FCK-skifte er fodbold anno 2020

- De to skændtes i 90 minutter. Det var ét konstant skænderi. Det var dybt mærkværdigt, for det var ikke et spørgsmål om, at de potentielt kunne tabe kampen - det var et spørgsmål om, hvor meget de ville vinde. Men det var en bølge af rå energi, som konstant kørte i maskinrummet. Og det var med til hele tiden at drive dem fremad. Det var ret hårdtslående. Vi blev kørt midtover, for de havde nærmest fråde om munden, inden de kom ud til opvarmningen, Jeg tror, det gjorde hele forskellen på, at de kom så langt, som de gjorde, siger Allan Ravn.

Det endte med en finale, hvor Brøndbys puljemodstandere Bayern München og Manchester United mødtes på Camp Nou - normalt hjemmebane for Barcelona, puljens fjerde hold. Det var altså en endnu større pulje, end man havde spået på forhånd, og i dag kan Allan Ravn bedre leve med lodtrækningen.

- Det er et tveægget sværd. Jeg tror på, at hvis vi havde fået en nemmere pulje og havde præsteret en tand over evne, kunne vi være gået videre. Jeg mener, vi havde et hold, et setup og en energi, som var fuldstændig korrekt.

- På den anden side er jeg taknemmelig for, at jeg har været de steder med et hold fra Danmark. I dag kan jeg snildt leve med det, for jeg er glad for at have haft oplevelsen, men mens man udfører erhvervet, vil man gerne vinde.

Læs også:Officielt: Kamil Wilczek skifter til FC København