CL: Sådan fødtes en stjerne-rivalisering

FC Barcelona og Paris Saint-Germain FC har engang mødt hinanden i en europæisk finale.

Det var i 1997, det var på De Kuip i Rotterdam, og det var i Europa Cuppen for Pokalvindere. Det var også en kæmpe kamp i den nu hedengangne turnerings historie. Barcelona havde vundet turneringen tre gange tidligere, flere end nogen anden klub, og PSG var forsvarende mester efter finalesejr over Rapid Wien i Bruxelles året forinden.

Det blev en tæt fodboldkamp, hvor franskmændene med et højt pres forhindrede Bobby Robsons mandskab i at praktisere det klassiske Barça-kombinationsspil. Omvendt var PSG et både på papiret og i praksis ringere mandskab, der havde vanskeligt ved at skabe noget frem ad banen. Derfor skulle der en enkeltmandspræstation til at afgøre kampen og placerere pokalen.

”Store fodboldspillere skal ikke vurderes på antallet af boldberøringer eller deres løbearbejde. De skal snarere bedømmes på deres evne til at lave den ene ting, der er altafgørende for kampens udfald,” skrev Per Høyer Hansen i sit Tipsbladet-referat fra kampen.

Det var Ronaldo, han henviste til. Det 20-årige brasilianske fænomen var i gang med sin enlige og fremragende sæson i Barcelona-trøjen, hvor han endte med at score 47 mål i 49 kampe. Ét af dem afgjorde finalen på De Kuip, men brasilianeren havde vanskeligt ved at komme frem til det. PSG's træner – og Ronaldos landsmand – Ricardo Gomes vidste godt, at når den lynhurtige og fysisk stærke angriber havde fået bolden, var det oftest for sent at gøre noget ved det.

Derfor var den franske taktik, at det høje pres skulle forhindre Barcelona-spillernes pasninger i at nå frem til holdets store stjerne, og det lykkedes faktisk det meste af kampen. Men med én afgørende undtagelse. Syv minutter før pausen afleverede Luis Enrique bolden til Ronaldo, hvis tæmning sprang fra ham – tilsyneladende. Men inden Bruno N'Gotty kunne nå at tackle bolden væk, havde Ronaldo genvundet kontrollen over den, og så var det i stedet brasilianeren, som den franske stopper ramte med sin glidende tackling. Straffespark, som Ronaldo selv scorede finalens eneste mål på.

”Alt i alt kunne franskmændene ikke beklage sig over, at Barcelona for fjerde gang hjemførte den 14 kilo tunge sølvpokal til trofæsalen på Nou Camp. Men under sejrsceremonien så både catalanerne og den 64-årige Robson så glade ud, som var det første gang, de vandt noget som helst.”

”På den bløde og glatte bane i ”vaskebaljen” i Rotterdam var der forskel på de to hold, og den var i Barcelonas favør. En af forskellene var et fænomen ved navn Ronaldo Luiz Nazario de Lima, der lynede en enkelt gang. Det var nok!” konkluderede Per Høyer Hansen i Tipsbladet.

24 år senere mødes Barcelona og PSG igen, denne gang i en Champions League-ottendedelsfinale. Og i mellemtiden er de to klubber blevet noget så sjældent som rivaler på tværs af landegrænser. Det har absolut intet med finalen i Rotterdam at gøre, men der er alligevel elementer, som går igen i det nuværende fjendskab: Tæt sportslig dyst, ambitioner om at være helt i top i Europa og en brasiliansk superstjerne i en hovedrolle.

Mange rejser over grænsen
11 gange indtil nu har Barcelona og PSG mødt hinanden. Ifølge Transfermarkts kampdatabase har Barcelona flere internationale opgør mod Chelsea (17) og Manchester United (13) samt de tre italienske giganter Milan (19), Juventus (15) og Inter (14) – og faktisk også mod Celtic (14) og Dynamo Kiev (12). Men Paris Saint-Germain er en ung klub, der fyldte 50 år i august, og i den fransk klubs noget kortere europæiske historie har den ikke haft en hyppigere modstander end FC Barcelona.

Finalen i Europa Cuppen for Pokalen i 1997 var den tredje indbyrdes kamp. Det begyndte to år forinden med et møde i Champions League-kvartfinalerne, hvor PSG med spillere som Bernard Lama, Rai, David Ginola og George Weah slog de efterhånden slidte rester af Johan Cruyffs El Dream Team med 3-2 samlet. Semifinalepladsen var parisernes bedste resultat i Champions League, indtil klubben nåede finalen i Lissabon i august 2020.

Efter Barcelonas revanche i Rotterdam holdt de to klubber en pause fra hinanden i cirka halvandet årti. Først da PSG kom til penge og i 2010'erne blev fast deltager i Champions League, begyndte de igen at mødes – men så var det også med ganske stor hyppighed.

I 2013 tørnede de sammen i turneringens kvartfinaler, og det blev to tætte opgør, hvor PSG i første kamp på hjemmebane udlignede til 2-2 dybt inde i tillægstiden, men til gengæld kom foran på Camp Nou og lå til at gå videre. Så var Barcelona tvunget til at sætte en småskadet Lionel Messi på banen, og han kom ind og afdriblede et par modstandere i opspillet til Pedros 1-1-mål, der sendte catalonierne videre til semifinalen – og videre til en kæmpe ydmygelse, eftersom turneringens senere vindere fra Bayern München endte med at sejre i den dyst med samlet 7-0.

To år senere, i 2014/15, blev klubberne udtrukket til at spille i samme pulje, og med Ajax og APOEL som øvrige modstandere gik de begge videre uden problemer. Alligevel var der ting, der var værd at hæfte sig ved i de indbyrdes møder. Den første på Parc des Princes var et underholdende og tæt opgør, som hjemmeholdet vandt 3-2, og da Barcelona sejrede 3-1 i det omvendte opgør, var det første gang, at tre specifikke spillere kom på scoringstavlen i samme kamp: Lionel Messi, Neymar og Luis Suárez. Sidstnævnte var kommet til klubben samme sommer, og at de tre efter indledende startvanskeligheder var ved at finde hinanden, var et skidt tegn for resten af fodbold-Europa – også PSG.

De to klubber mødtes nemlig igen i kvartfinalerne, og her stod der MSN (eller snarere SN) på det hele. Barcelona vandt sammenlagt 5-1, Suárez scorede to gange og Neymar tre. Den sæson gik FC Barcelona hele vejen og vandt Champions League – og det har holdet ikke formået siden.

Spåmanden Enrique
Mange store og mindeværdige opgør, men i 2017 viste det sig, at det alt sammen bare var opvarmning. Endnu engang trak de hinanden i Champions Leagues knockoutfase, denne gang allerede i ottendedelsfinalen, og den første kamp i Frankrig blev en kæmpe triumf for Paris Saint-Germain og en ydmygelse af FC Barcelona. Franskmændene totaldominerede mod en modstander, der virkede til at have tabt sin identitet, og selv ikke MSN-trioen kunne rette op på et ulige styrkeforhold. 4-0 vandt PSG, og sejren var ikke ét mål for stor.

Aldrig nogensinde havde et hold vendt 0-4 til samlet sejr i Europa Cuppen eller Champions League, og hvorfor skulle det ske denne gang? PSG havde jo netop i Paris bevist, at holdet var Barcelona overlegent. Alligevel ville Luis Enrique ikke afvise, at et comeback kunne lade sig gøre.

”Hvis de kan score fire mål mod os, kan vi score seks mål mod dem. Vi har intet at tabe og meget at vinde,” sagde Barcelona-træneren.

”Selv om resultatet efter første kamp er meget ensidigt, er vi kun halvvejs gennem det samlede opgør. I løbet af 95 minutter kan et uendeligt antal ting ske. Jeg er overbevist om, at vi på et eller andet tidspunkt undervejs vil være tæt på avancement. Det betyder ikke, at vi gør det, men at vi vil være tæt på. Og hvis vi er tæt på, vil vores selvtillid vokse, og deres kan skrumpe,” uddybede Enrique med en nærmest profetisk udtalelse.

For i returkampen på Camp Nou kørte Barcelona sin modstander midt over. Efter 50 minutter stod der 3-0 til hjemmeholdet, og så var Barcelona, som Enrique havde spået, tæt på avancement. I første omgang lod det nu ikke til, at gæsternes selvtillid skrumpede, for Edinson Cavani reducerede med en hård afslutning, og det lod til at lukke kampen. Nu skulle Barcelona score de seks gange, som træneren havde talt om. Men efter 87 minutter stod den stadig kun 3-1. Efter 95 minutter stod den 6-1. Neymar scorede to gange, på fri- og straffespark, og da alt var kaos og panik til sidst, dukkede Sergi Roberto op i feltet og satte vristen på en dyb bold fra brasilianeren. Det utrolige og umulige comeback var en realitet.

Der var en masse snak om dommeren efter kampen, for Barcelona havde scoret to af målene på straffespark, og begge kunne diskuteres – og blev det. Men selv den polemik kunne ikke overskygge for, at det var en magisk aften på Camp Nou, hvor fodboldens potentiale for uforudsigeligt drama blev foldet ud som aldrig før.

”Dette er en sport for galninge, en unik sport. Intet barn, der var på Camp Nou her til aften, vil nogensinde glemme det. Det var en flod af følelser. Jeg græder ikke – jeg ville gerne, men tårerne kommer ikke. Men jeg nød det lige så meget som alle andre, lige så meget som dem der græd,” sagde spåmanden Enrique efter kampen.

De græd også i Paris, men af andre årsager. Endnu engang var klubbens ambition om europæisk dominans blevet stoppet tidligere end planlagt, og denne gang var det sket på ydmygende vis. Det skulle ændres, og manden, der skulle gøre det, fandt PSG i Barcelona.

PSG's hævn
Der var en periode, hvor Barcelona flirtede kraftigt med nogle af Paris Saint-Germains største profiler. Klubben ville have enten Marquinhos eller Thiago Silva som ny stopper, og hvad med ham Marco Verratti, var han egentlig ikke den perfekte afløser for Xavi på den centrale midtbane? Affæren var et interessant indblik i magtdynamikken i europæisk fodbold. FC Barcelona var den gamle, hæderkronede storklub, som mente, at den kunne tiltrække stjerner næsten alene i kraft at klublogo, spillestil og myte.

Og det er da også rigtigt, at mange drømmer om at spille for en af de spanske giganter, men de andre europæiske klubber drømmer ikke om at sælge til dem – og da slet ikke en monstrøst rig klub som PSG, der har sine egne ambitioner om blive størst på kontinentet. Hvilket beløb skulle kunne friste de Qatar-ejede parisere til at sige farvel til nøglespillere? Barcelona fik ikke andet ud af den meget offentlige flirt, der blandt andet blev kommunikeret via de store catalanske sportsaviser, end fransk irritation. Og så slog Paris Saint-Germain kontra.

2016/17 havde været en dårlig sæson for klubben, der udover det famøse 6-1-nederlag til Barcelona måtte nøjes med andenpladsen i Ligue 1. Monaco blev mester, efter PSG havde vundet de foregående fire titler. I stedet for at tage et planlagt skridt frem, var det gået baglæns, og noget måtte gøres. Det havde været en magtdemonstration, da det i 2012 var lykkedes at hente Zlatan Ibrahimovic og Thiago Silva i en traditionel storklub som AC Milan, og noget lignende skulle til igen. Franskmændene kiggede mod Barcelona og mod manden, der havde scoret i fire ud af fire kampe imod dem i 2014/15 og havde orkestreret det utrolige 6-1-comeback.

I Barcelona troede man, at man havde lige så meget kontrol over Neymar, som PSG havde over Silva, Marquinhos og Verratti. Godt nok var det i spansk fodbold obligatorisk med en frikøbsklausul i alle spillerkontrakter, men Neymars var bevidst sat kunstigt højt, så ingen ville kunne finde på at bruge den. Brasilianeren kostede 222 millioner euro, og så sent som i 2016 havde Manchester United sat transferrekord ved at bruge 105 millioner euro på Paul Pogba. En mere end fordobling af den pris virkede urealistisk på det daværende marked.

Men Paris Saint-Germain lod sig ikke afskrække og planlagde at udløse den enorme frikøbsklausul, hvilket kom frem i slutningen af juli 2017. Barcelona erklærede, at Neymar ikke var til salg, Gerard Piqué lagde et billede af ham og holdkammeraten på Instagram med teksten ”han bliver”, og selv La Ligas præsident Javier Tebas rejste børster, fordi det heller ikke var i hans interesse, at en stor stjerne skulle forlade Spanien. Reelt kunne ingen af dem gøre noget: Den 3. august 2017 blev Neymar præsenteret som ny spiller på Parc des Princes.

Så godt som samtidig begyndte Barcelonas desperate jagt for at få Neymar retur, men den har nu gennem tre et halvt år været uden succes, og aktuelt er den spanske klub i så store økonomiske problemer, at det ikke kan realiseres. Så derfor er Neymar PSG-spiller, når de to klubber for første gang siden den monumentale handel skal møde hinanden.

Skænderier om Messi
Den 8. september 2017, cirka en måned efter Neymar-transferen og præcis et halvt år efter 6-1-sejren på Camp Nou, tweetede FC Barcelonas officielle Twitter-profil et billede af Lionel Messi, som stod på en reklamebande og jublede over Sergi Robertos matchvindermål. Den medfølgende tekst var en slet skjult henvisning til modstanderen: ”History is written on the pitch” stod der.

Det kunne godt være, at PSG havde kapret Neymar, men det var resultaterne på banen, det handlede det, mente sårede Barcelona. Nu får de to klubber så for første gang siden 2017 muligheden for at konkurrere netop der.

De to klubber trak hinanden i Champions League-lodtrækningen den 14. december, og siden er temperaturen frem mod opgøret kun blevet varmere og varmere.

Meget af snakken har handlet om Messi. FC Barcelonas bedste spiller nogensinde har kontraktudløb til sommer, og allerede for et halvt år siden erklærede han, at han ville væk. Det har Europas andre store klubber selvfølgelig noteret sig, også Paris Saint-Germain.

I januar sagde klubbens sportsdirektør Leonardo kryptisk, at man ikke endnu ikke havde sat sig ved bordet for at følge situationen, men at man havde reserveret en stol. Ángel Di María har udtalt, at han håber, Messi kommer til klubben, og at der er en stor chance for, at det sker. Den snak bryder man sig ikke om i Barcelona.

”Jeg synes, han har vist mangel på respekt,” sagde Barcelona-træner Ronald Koeman om Di María i sidste uge.

”Det er ikke respektfuldt at tale så meget om en, der stadig er Barcelona-spiller. Det er ikke godt. Det er en fejl at sige sådan noget; det kan give yderligere krydderi til Champions League-kampen.”

”Det er ikke i orden, at de taler så meget om Leo. Han spiller for Barça, og desuden har vi to kampe mod dem lige om lidt,” sagde Koeman, der dog i denne uge tonede ned for brokkeriet ved at sige, at ”hvis de vil tale om Leo, så lad dem gøre det.”

France Football bragte et photoshoppet billede af Messi i en PSG-trøje på magasinets forside, hvilket fik Barcelona-avisen Sport til på sin tilsvarende at harcelere over ”TOTAL CHIKANE”. Det varede ikke længe, før snu folk på internettet gravede hele 55 forsider fra Sport og El Mundo Deportivo om et muligt Neymar-comeback i Barcelona frem fra arkiverne.

Så der er godt gang i snakken, og med den lange forhistorie – og et avancement til Champions Leagues kvartfinaler på spil – er det næsten umuligt, at der ikke også kommer det på banen tirsdag aften klokken 21.00 på Camp Nou.

Vi ved, at den brasilianske superstjerne, der har været i fokus så mange gange i historien om de to klubbers forhold, ikke kommer det denne gang. Neymar blev skadet i sidste uge og bliver ikke klar. I stedet holder vi øje med, hvad den argentinske superstjerne finder på.