Kampprogrammet for de største klubber i Europa har i de seneste år været godt fyldt, men i den nye sæson bliver det endnu mere, da Champions League bliver udvidet, ligesom et nyt klub-VM bliver med 32 deltagere.
Det er noget, som Bayern München-ærespræsidenten Uli Hoeness nu protesterer mod. Det skriver det tyske nyhedsbureau DPA.
- Det kan ikke fortsætte sådan her, denne ophobning af turneringer må stoppes. Fornuftige personer i denne branche, og det gælder for mange store klubber, tænker ligesådan. På et tidspunkt er nok nok, siger han og fortsætter:
- Det, som nogle beslutningstagere i UEFA eller FIFA har planer om, er vanvittigt. Det fører ikke til, at sporten bliver bedre, men dårligere, at spillerne bliver endnu mere skadet, mindre præsterende, og til sidst vil også interessen falde. Hvis du har højdepunkter hver tredje dag, mister du interessen, lyder det fra Hoeness.
Derfor er planen også klar for ham.
- Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at begrænse denne eksplosion af turneringer og ikke fortsætte med at fremme den, fastslår den tidligere tyske landsholdsstjerne.
Udvidelserne for Champions League betyder, at der nu vil være 36 hold i stedet for 32, og der er udsigt til otte kampe i et nyt liga-format i stedet for de seks i det nu gamle gruppespil.
Derudover er der de nationale turneringer, hvor man i Bayern kan 'glæde' sig over, at Bundesligaen 'kun' er på 34 kampe og ikke 38 som Premier League og La Liga eksempelvis er.