Når man taler om Inter og Barcelona, så er det i den grad to vidt forskellige stilarter, der tørner sammen. Onsdag aften fik de to filosofier lov til at teste hinanden af på Camp Nou i Champions League.
Her endte det med en sen sejr til Barcelona på 2-1 over Inter i en dyst, som var som nat og dag for den catalanske storklub.
Kampen fik lidt af en kickstart efter bare to minutters spil, da Lautaro Martinez slap igennem Barcelonas defensiv og bragte gæsterne fra Milano i front med 1-0. Herefter viste Inter sig som en jernhård organisation med stærk disciplin, som gjorde det meget svært for Barcelona at bryde igennem dem.
Endvidere havde Inter selv bolden i kassen inden pausen, men denne gang blev den annulleret for offside.
Mens Inter givetvis var det bedste hold på banen, så ændrede kampbilledet sig markant efter pausen, og efter næsten en times spil af kampen klaskede Luis Suarez en helflugter i kassen til 1-1. Et sandt drømmemål fra Suarez, som har været skadesplaget tidligt på sæsonen.
Barcelona pressede på for et sejrsmål, og med seks minutter tilbage af den ordinære spilletid tog Lionel Messi fat, og efter en elegant dribletur serverede han bolden for Suarez, som sikkert sendte bolden i netmaskerne til 2-1.
Resultatet betyder, at Inter har ét point i gruppen, hvor Barcelona og Dortmund har fire. Endelig er der Slavia Prag, som har det ene point, som de fik mod Inter i første runde af gruppespillet. Næste opgave for Barcelona er på udebane mod Prag, mens Inter får besøg af Dortmund i et meget vigtigt opgør for italienerne.