Bragt i Tipsbladet 26. september
”I starten stod vi og snakkede om kampen med nogle af min fars venner, der er Arsenal-fans, og det var meget fredeligt. Men senere kunne vi godt se, at der var lidt sammenstød længere henne, og der røg stole over vores hoveder. Det var ikke et par stykker, det var 100, der blev kastet rundt, og folk kom til skade, virkelig til skade. Vi løb væk, og politiet kom og prøvede at stoppe det, men det er ikke nemt at stoppe så mange, der gerne vil slås, på én gang. Selv dem, der ikke var en del af slåskampen, fik også skader. Jeg så nogle journalister, som kom til skade, og som lå og blødte. Det var lidt voldsomt.”
Ordene stammer fra Osman Karaca, der var 12 år gammel, da Arsenal og Galatasaray mødtes i UEFA Cup-finalen i København i 2000. Han var taget med sin far ind på Rådhuspladsen i løbet af dagen for at synge slagsange og mødes med de andre tyrkiske fans, og han skulle blive vidne til de optøjer, som skæmmede en af de store fodboldfinaler, der ellers så sjældent kommer til Danmark.
”Der var også nogle, der råbte og provokerede hinanden. Lige pludselig så jeg, at der blev smidt noget øl, og det tændte bare ilden. Det var ligesom ild og krudt. Det skulle bare røre hinanden, og så sprang det hele. Det skete på et splitsekund. Det startede med én, og så fulgte hele flokken med. Det gik hurtigt, rigtig hurtigt,” fortæller den nu 26-årige fysioterapeut.
”Vi løb ind på en restaurant på Strøget for at beskytte mig, fordi jeg var så lille. De lukkede dørene, så der ikke kunne komme flere ind, fordi der var begyndt at komme mange mennesker derinde. Så så min far nogle kvinder, som var i fare uden for, og han fik åbnet døren for dem, så de kunne komme ind. Det lignede virkelig en slagmark derude. Dem, der ikke ville blande sig, løb væk, men andre gik til den. Der var ikke noget, der skulle holde dem tilbage.”
Optøjerne, som ikke begrænsede sig til Rådhuspladsen og Strøget, resulterede i 60-65 anholdte, 19 sårede og fire, der blev stukket ned. De voldsomme begivenheder er aktuelle nu, for på onsdag mødes Arsenal og Galatasaray igen. Holdene spillede godt nok også mod hinanden ved sommerturneringen Emirates Cup i fjor, men Champions League-kampen i London i den kommende uge er det første indbyrdes møde i en gældende kamp siden The Battle of Copenhagen, som urolighederne siden blev døbt.
Ligeglade med politiet
De mange anholdelser og de raserede barer og forretninger omkring Rådhuspladsen og Strøget var ikke resultatet af tilfældige sammenstød mellem to fangrupper. En af de helt store udløsende faktorer for volden var den historie, der lå bag. På vej mod finalen havde Galatasaray mødt Leeds United i semifinalen, og forud for returopgøret i Istanbul stødte grupper af de to holds fans sammen. Det resulterede i, at to Leeds-tilhængere blev stukket ihjel, og den forhistorie varslede ilde lang tid, før finalen løb af stabelen.
”Vi havde snakket om, at vi håbede fandeme ikke, at det blev et engelsk og et tyrkisk hold, men det gjorde det selvfølgelig, så vi var forberedt på, at det godt kunne blive noget bøvl,” fortæller politiinspektør Mogens Lauridsen fra Københavns Politi, som var indsatsleder dengang.
Politiet mente egentlig, at de var klædt godt på til opgaven. I en artikel i Tipsbladet under overskriften ”Beredskabet i top” fortalte samme Mogens Lauridsen, at man ville få selskab af ti tyrkiske og otte engelske politifolk til at hjælpe med at dæmpe den forventede uro, mens man havde udkommanderet et ”rekordstort sikkerhedsopbud”.
Det var imidlertid ikke stort nok, for de medrejsende slagsbrødre kom med en indstilling, som det danske politi ikke havde set før.
”På det tidspunkt var vi vant til og er til dels stadig, at når politiet er et sted, så laver man ikke ulovligheder lige der, hvor vi er. Det vil sige, at man angriber ikke andre, når politiet står der, men det var de bare fuldstændig ligeglade med. De løb nærmest rundt om politifolkene og så i hovedet på hinanden. Risikoen ved at blive anholdt var åbenbart ikke nok til at afskrække dem. Det var i hvert fald nyt for os i forhold til fodboldkampe. Det havde vi sgu aldrig prøvet før. Det betød, at der skulle bruges betydeligt mere politi, end vi normalt gør. Normalt opererer vi meget med en vis form for synlighed, det plejer gerne at have en beroligende effekt på fodboldtilhængere, men det havde det bare overhovedet ikke på de der. Det var lidt en overraskelse,” siger Mogens Lauridsen.
Selv om Københavns Politi havde indkaldt ualmindeligt mange på finaledagen den 17. maj, haglede kritikken senere ned over politiet, der blev beskyldt for ikke at være talstærke nok. Dengang afviste politiet, at det skulle være tilfældet, men i dag mener Mogens Lauridsen, at man nok burde have indkaldt nogle flere, hvis man havde vidst, hvor ligeglade de engelske og tyrkiske fans var med politiets forebyggende nærvær.
”Ja, det havde vi [indkaldt flere], for det gjorde vi så i løbet af dagen. Der tilkaldte vi 500 ekstra politifolk om aftenen. Vi vidste godt, det var en high risk-kamp, det havde vi også normeret efter. Efter danske forhold havde vi normeret den ret højt. Jeg tror, vi havde 1200 betjente på arbejde, og det er altså rigtig meget i forhold til danske forhold, men i forhold til den kamp var det ikke nok. Vi var godt klar over, det var en kritisk kamp, og der kunne ske noget, men det der med, at vores tilstedeværelse ikke virkede afskrækkende på dem, havde vi ikke lige set komme, vil jeg sige.”
Han vil af sikkerhedsgrunde ikke oplyse, hvor mange flere betjente der dengang var på gaden sammenlignet med eksempelvis til kampen mellem FC København og Brøndby IF i sidste weekend, men blot konstatere, at ”...det var betydeligt mere, end vi bruger til sådan en kamp som i søndags. Meget mere.”
Det danske aftryk
Foruden manglen på mandskab blev politiet også kritiseret for at have for passiv en tilgang til ballademagerne. Betjentene havde ganske enkelt været for flinke, og især engelske medier var utvetydige i deres ris. Avisen The Guardian skrev blandt andet:
”Det danske politi var tydeligvis ikke forberedt på at håndtere besværlige menneskemængder i forbindelse med fodbold og var langsomme til at gribe ind. Da kampene var på sit højeste, stod en række af urobetjente ved siden af almindelige borgere og så på.”
Som politi skal man passe på med at være for udfarende over for urolige forsamlinger, forklarer Mogens Lauridsen, og det er en vanskelig balancegang at slå hårdt nok ned uden at gøre det for hårdt.
”Det med, at politiet er aggressive, fører ikke til ret meget andet end problemer, men det kan da godt være, at vi i bagklogskabens ulideligt klare lys skulle have været mere konsekvente i forhold til at lave nogle anholdelser der i starten. Vi baserede det jo meget på vores erfaringer af, hvad der virkede til vores egne højrisikokampe, og det var det setup, vi lavede og så gangede op med betydeligt mere politi, end vi normalt ville bruge. Tilgangen til det – at det skulle være en festlig begivenhed – var den samme, for vi tror meget på, at politiet også kan være med til at vippe stemningen den ene eller den anden vej. Det er rigtig ærgerligt, hvis det er politiets indsats, der får noget til at eskalere. Det skulle gerne have den modsatte effekt. Jeg vil ikke afvise, at vi i den situation skulle have været mere konsekvente. Det kan godt være, vi skulle have været hurtigere ude af hullerne, end vi var,” siger politiinspektøren.
Et af problemerne var også, at urolighederne ikke begrænsede sig til kaosset inde omkring Rådhuspladsen. Da det gik allervildest for sig i løbet af eftermiddagen på finaleaftenen, var der ifølge Mogens Lauridsen større slagsmål i gang seks steder i København. Der gik nogle timer, før alle gadekampene var under kontrol, og det gav travlhed for indsatslederen.
”Der var lidt mere travlt, end hvad der plejer. Der var godt gang i den. Det er heldigvis meget sjældent, at man oplever, at der er større grupper af mennesker, der slås, så mange steder på én gang. Der synes jeg, vi havde rigtig travlt i en periode, det må jeg sgu sige.”
Den travlhed kom naturligvis af kampene mellem Arsenal og Galatasaray-tilhængere, men politiets arbejde blev yderligere besværliggjort af, at de to grupper ikke var de eneste, der havde interesse i at dele håndmadder ud. Foruden Arsenal deltog også andre britiske hooligan-grupper fra klubber som blandt andet Leeds, Glasgow Rangers og Chelsea.
Derudover kunne Ekstra Bladet tre dage efter kampen fortælle, hvordan nynazistiske fans fra eksempelvis AGF, FC København og Brøndby havde aftalt at hjælpe de britiske voldsmænd. Avisen havde fået adgang til en hemmelig kode, så den kunne læse med på et ellers lukket hooligan-forum på nettet.
”Hooligan-kommunikation på internet i ugen op til blodbadet i København har også indlæg fra engelske slagsbrødre med racistiske motiver, som ønsker ’hævn over det morderiske, tyrkiske pak’. Og en supporter fra hooligan-gruppen Lyngby City Firm fortæller, at man har tilkaldt forstærkning fra Sverige:
Venstrefløjskilder, der arbejder med international hooliganisme og selv overvågede slagsmålene i København, siger til Ekstra Bladet, at omkring 100 danskere deltog aktivt i voldsorgiet. Flere bar ny-nazistiske symboler på tøjet.
Tilsvarende bekræfter informationschef for politiet i hovedstaden Flemming Steen Munch, at danske hooligans spillede en aktiv rolle, da begivenhederne eksploderede. Ti af de i alt 62 anholdte er da også ’pæredanske’, som informationschefen udtrykker det - altså ikke danske med tyrkisk baggrund,” skrev avisen den 20. maj 2000.
I alt 35 af de anholdte var danske statsborgere, men flere af disse optrådte på Galatasarays side.
Duske, Stig Rossen og hukommelsestab
Op til kampstart havde roen efterhånden sænket sig over hovedstaden. Ude ved stadion var der opstillet store hegn, der skulle holde de tyrkiske og engelske fans adskilte, og de fungerede efter hensigten. Da først tilskuerne var på plads i Parken, fejlede stemningen ingenting. Som Tipsbladet skrev i sin reportage efter finalen:
”I arenaen var englænderne sektioneret på den gamle hovedtribune i banens nordlige ende, mens tyrkerne var placeret på Brumleby-tribunen og et stykke ned ad begge langsider. Det fungerede fortræffeligt, og især tyrkerne var med til at skabe en fantastisk atmosfære omkring en minderig match, der var sat i scene med manér.”
”På banen var der halvnøgne piger med store duske – altså fjerduske i hænderne – og under telttaget i det ene hjørne oplod Stig Rossen sin røst, da den populære musical-sanger ellers var sluppet ind gennem afspærringerne. Tyrkerne larmede mest, og i takt med kampens udvikling blev cigaretterne skiftet ud med større og større cigarer hos overklassepublikummet på tribunen... Det var, som det skulle være, og som det sømmer sig for en stor europæisk finale!”
Kampen endte 0-0, men målchancer var der nok af i begge ender, og det var da også to glimrende mandskaber, der stod over for hinanden. Som man kan se til højre på denne side, bestod både Arsenal og Galatasaray af flere verdensstjerner. Bedst af alle var Gheorghe Hagi. Den 35-årige rumæner, som Gala-fansene kaldte Kommandøren, var en kilde til evig uro med sine driblinger og veltimede afleveringer.
Desværre for Galatasaray kom han lidt for meget i fokus i starten af den forlængede spilletid, da han efter en brydekamp med Tony Adams endte med at dunke Arsenal-stopperen i ryggen. Det takserede den spanske dommer til et rødt kort, og da Galatasaray-forsvareren Bülent Korkmaz i løbet af forlængelsen måtte have et brækket kraveben tapet op og derefter tilbage på banen for at færdiggøre kampen, så det svært ud for tyrkerne. Holdet fik sig dog kæmpet helt til straffesparkskonkurrencen.
Her tonsede Davor Suker bolden på stolpen og Patrick Viera den på overliggeren, og eftersom Galatasaray havde scoret på sine første tre spark, kunne Hagis landsmand Gheorghe Popescu afgøre finalen ved at score på sit holds fjerde forsøg. Han sparkede hårdt og fladt til højre for David Seaman i målet, og selv om den langlokkede engelske keeper kastede sig til den rigtige side, kunne han ikke nå den. Galatasaray havde vundet det første og eneste europæiske trofæ for et tyrkisk hold nogensinde. En stund, Popescu aldrig glemmer, men alligevel ikke husker.
”Jeg husker kun øjeblikket, da jeg lagde bolden bolden på pletten, og jeg trådte et par skridt tilbage. Efter det vågnede jeg først ude ved fansene på tribunen, da jeg blev krammet af de andre spillere. Dette tab af hukommelse skyldtes nok den glæde, jeg følte, da jeg scorede på straffesparket,” sagde han i 2011 i et indslag om finalen på UEFA’s hjemmeside.
Lidt det samme oplevede Osman Karaca, den 12-årige dreng, der få timer forinden havde søgt ly på en restaurant for den voldelige hærgen på Rådhuspladsen. Han stod bag det mål, Popescu scorede i, og sammen med sin far oplevede han tyrkisk fodboldhistorie på nærmeste hold.
”Jeg kan slet ikke huske målet. Jeg har set det, men jeg kan ikke huske det. Den glæde fyldte så meget i mig, og jeg mistede min korttidshukommelse,” fortæller han.
”Lige pludselig brød helvede bare løs, og alle råbte og skreg og hoppede oven på hinanden. Det var helt uforglemmeligt. Bare at jeg fortæller det nu, får jeg kuldegysninger af det. Det er helt vanvittigt. Man kan ikke finde ord til at beskrive det øjeblik. Det var en kæmpe historie for tyrkerne, det betød virkelig meget for os.”
”Vi græd løs alle sammen, vi kunne ikke tro det. Det var først efter fem-ti minutter, vi tænkte ”Okay, vi har sgu vundet UEFA Cuppen”.”
Ondt blod er gemt væk
Det er altid stort at vinde et trofæ, ikke mindst i europæisk regi, men Galatasarays UEFA Cup-triumf var alligevel noget ud over det sædvanlige. Dels var der de politiske undertoner midt i Tyrkiets ansøgning om medlemskab til EU, og dels er det bare vigtigt at markere sig på fodboldens europakort.
”Dengang betød det rigtig meget for tyrkerne og ikke kun Gala-fansene, at Galatasaray vandt finalen mod Arsenal. Det blev sådan en national pokal og ikke kun Galatasarays pokal. Det er den eneste internationale pokal, vi har vundet, og det er derfor, den har så stor betydning. Den første er altid den vigtigste,” forklarer Fatih Sen, som er formand for fangruppen ultrAslan i Danmark.
Den betydning kunne de hjemvendte spillere også mærke i Istanbul. I førnævnte indslag fra UEFA fortæller Popescu, hvordan holdet blev modtaget, da det landede i Tyrkiet.
”Fejringerne af succesen matchede trofæets vigtighed. Jeg husker, da vi landede med flyet i Istanbul, var landingsbanen fuld af mennesker. Da vi tog ind for at fejre det på Taksim-pladsen i centrum af byen, kunne vi ikke komme ud af den åbne bus, der havde kørt os derhen, fordi der var omkring 250.000 mennesker på gaderne og på pladsen. Vi skulle have brugt en opsat scene,” fortalte manden bag det afgørende spark.
Med UEFA Cup-sejrens kolossale betydning in mente er det ikke svært at forestille sig, at det er noget ganske særligt for Galatasaray, at holdet nu skal møde Arsenal igen. Fansene glæder sig, både fordi Arsenal slog byrivalerne Besiktas ud i kvalifikationen, og selvfølgelig fordi det giver anledning til at mindes det, der er blevet kaldt det bedste hold i tyrkisk klubfodbold.
”Det har en stor betydning for os, for hver gang vi møder Arsenal, kommer vi i tanke om UEFA Cuppen. Vi kommer i tanke om de 11 mand, der var på banen. Vi får en helt anden gejst, for det var en anden sjæl, der var på banen dengang. Samme sjæl vil vi gerne have igen mod Arsenal. De skal spille med samme sjæl igen, fordi de ved, hvilken betydning Arsenal-kampe har for os,” siger fanformanden Fatih Sen, der dog mener, at det onde blod, der skabte urolighederne i København dengang, hører fortiden til.
”Vi har været i England flere gange og mødt Manchester, Chelsea og Liverpool, men der har ikke været nogen former for vold eller slagsmål. Vi mødte også Arsenal for halvandet år siden til Emirates Cup, og der var heller ikke nogen problemer. Så jeg tror, det er gemt væk.”
