Tirsdag aften venter noget af et brag i Champions League, når FC Midtjylland klokken 21.00 tager imod Ajax. Nu ser der så ud til at være sket det for hollænderne, der bare ikke måtte ske.
Det hollandske medie De Telegraaf kan melde, at flere store navne ikke steg ombord på flyet mod Danmark mandag. Det drejer sig om Dusan Tadic, Davy Klaassen, André Onana, Maarten Stekelenburg og Ryan Gravenberch.
Årsagen skulle ifølge avisen være, at spillerne er blandt de nu i alt 11 navne fra 1. holdet og reserveholdet, der nu er testet positive for coronavirus. Efter at have fået den melding valgte Ajax-staben at få arrangeret en ny lyntest mandag, da resultatet ikke nødvendigvis er helt sikkert.
Resultatet herfra kendes inden for 24 timer, og meldingen er, at de spillere, der testes negative, vil blive fløjet til Danmark for alligevel at være til rådighed til CL-kampen.
Optakten og usikkerheden er dog alt andet end ideel for den hollandske storklub, der står noteret for et enkelt point i Champions League-gruppespillet.