Carles Alena fik ikke lov til at forlade FC Barcelona på en lejeaftale i sommerens transfervindue, og det var på ordrer fra cheftræner Ernesto Valverde.
Man kunne ellers tro, at det var i både klubbens og spillerens interesse, at han blev udlejet. I FC Barcelona er der nemlig mange konkurrenter til midtbanepladserne, hvor blandt andre Sergio Busquets, Ivan Rakitic, Arthur, Frenkie de Jong og Arturo Vidal står umiddelbart foran Carles Alena i køen.
Der var også interesse for spilleren, skriver Marca, der mener at vide, at Real Betis var interesseret i at leje den 21-årige spanier, og avisen skriver også, at Carles Alena overvejede tilbuddet.
I Real Betis ville Carles Alena blive genforenet med Rubi, der tidligere har været assistenttræner i FC Barcelona og nu er cheftræner i Real Betis.
Men det afviste FC Barcelonas cheftræner, Ernesto Valverde, altså, da han har den unge midtbanespiller med i sine planer. Det skriver Marca.
Carles Alena startede inde i FC Barcelonas sæsonpremiere mod Athletic Club, men har ikke været med i truppen siden.