Video : Tipsbladet
Bundesliga

Yussuf Poulsen udelukker transfer: Ny træner har det bedste ry, jeg har hørt

Julian Nagelsmann har et uhørt godt rygte som træner, RB Leipzig er tilbage i Champions League, og Yussuf Poulsen spiller en fremtrædende rolle på holdet. Han ser ingen grund til at bytte det ud med en ny klub.

Yussuf Poulsen er fast mand på det danske landshold, han har lige præsteret karrierens bedste sæson med 15 ligamål, og han er stadig kun 24 år. Det ligner en typisk opskrift på et stort skifte, men det skal Poulsen ikke nyde noget af. Han bliver, hvor han er.

Offensivspilleren kom til RB Leipzig for seks år siden, og i mellemtiden har han udviklet sig til en nøglespiller på holdet. I den kommende sæson skal han og holdet igen spille Champions League, og han får ny træner i skikkelse af Julian Nagelsmann, der kommer med et uhørt godt renommé. 

Så hvorfor skulle Poulsen give afkald på det?

- Næste sæson, ja, i hvert fald. Helt sikkert, siger han til spørgsmålet om, hvorvidt han bliver i Leipzig.

- Igen skal vi ud at spille Champions League, igen får vi ny træner, som har det bedste ry, jeg nogensinde har hørt omkring en træner. Jeg kender ham ikke, men alt, hvad man hører om ham, har kun været positivt. Jeg har ikke hørt nogen snakke negativt om Nagelsmann, så det bliver rigtig spændende, og jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde under ham.

- Vi er ikke en klub, der ikke sælger virkelig ud af vores spillere, så vi kommer højst sandsynligt nok til at have nogenlunde samme trup til næste sæson også, så jeg kan ikke se nogen grund til, hvorfor vi ikke skulle spille med i toppen igen næste sæson. Vi spiller også Champions League, og den position, jeg har i klubben pt., er der ingen grund til at skifte ud.

Hvad hører du om Nagelsmann?

- At han skulle være fuldstændig outstanding. At han går ned til mindste detalje i alt, hvad han laver. Rygterne siger, at han er en Rangnick, bare yngre, siger Yussuf Poulsen med et grin.

Store lagner over stadiontaget
Ralf Rangnick er hjernen bag Red Bulls fodboldprojekt og har i en årrække fungeret som sportsdirektør. I den seneste sæson vikarierede ham som cheftræner, mens klubben ventede på, at Nagelsmann denne sommer kommer til fra Hoffenheim.

- Når man så snakker om at gå ned til mindste detalje, så ved jeg godt, hvad det handler om, fordi det gør han også. Han vil have, at alle spillere har de bedste muligheder overhovedet for at præstere. Hvis jeg skal tage et eksempel fra sidste sæson:

- Vi skal spille Europa League-kval på hjemmebane, og vi har vundet den første kamp 3-1 på udebane. Vi træner på stadion dagen inden, og der kommer lys ind under taget. Han står ude på sidelinjen, og han synes, at det lys ikke vil være godt, for så kan vores højreback ikke se bolden, hvis der kommer et sideskifte. Så vender han sig om og siger til en eller anden: "Det der lys skal ikke komme ind i morgen, når den står 15.30" Dagen efter hænger der så sådan nogle kæmpe lagner hen over taget på vores stadion, for at lyset så ikke kommer ind.

- Altså småting, hvor man tænker, at det er fuldstændig ligegyldigt, mere eller mindre, men det viser bare, hvor detaljeret han går ned i alting. Og hvis Nagelsmann bare er en yngre version af ham, er han helt sikkert lige sådan.

RB Leipzig endte den forgangne Bundesliga-sæson på tredjepladsen, 10 point efter Borussia Dortmund og 12 efter Bayern München. Holdet tabte desuden pokalfinalen til Bayern med 3-0, så Yussuf Poulsen og co. har stadig et stykke vej op til Tyskland og Europas absolutte elite.

Spørgsmålet er så, om Nagelsmann er manden, der kan flytte klubben det sidste stykke. Måske, siger Leipzigs dansker, men han får travlt, hvis han skal gøre det allerede i første sæson.

- Vi er stadig et stykke fra. Vi fik det at mærke i pokalfinalen. Der ramte Bayern også en rigtig god dag, og vi kunne følge med i en halv time, og så var der ikke mere i tanken. Så sad de på resten af kampen. Det er ligesom vores næste skridt, at vi skal lære, hvordan vi kan finde ud af ikke kun at spille 30 gode minutter, men 90 gode minutter mod de allerbedste modstandere. Når vi at lære det hen over sommeren, så ja. Men det må vi se. Han skal være god i hvert fald, Nagelsmann, før det kommer til at ske, siger Yussuf Poulsen.

- Hvis vi fortsætter den udvikling, vi er i gang med, kan det godt være. Om det så bliver den her sæson eller næste sæson, det må vi se. Jeg tror på, at Leipzig er klubben, der kommer til at være et af de hold - med Dortmund også - som kommer til at drille Bayern på et tidspunkt.

Før Yussuf Poulsen kan fokusere på at udfordre Bayern München, skal han og det danske landshold møde Irland og Georgien i EM-kvalifikationen. Det er på fredag og mandag.