Video : Tipsbladet
Bundesliga

Yussuf Poulsen målløs i 19 kampe: Jeg er ikke Sergio Aguero

Yussuf Poulsen har ikke fundet vej til netmaskerne i fire måneder, men han er ikke bekymret. Han ser ikke sig selv som en stor målscorer.

Yussuf Poulsen er mødt op i den danske landsholdslejr i god form, men ikke i god målform.

Ikke siden den 4. november har angriberen scoret for sin klub RB Leipzig, og det var i et opgør mod Hannover 96 i Bundesligaen. Siden har han deltaget i 14 ligakampe og fem europæiske kampe uden at finde vej til netmaskerne.

Umiddelbart er det ikke betryggende tendenser for en angriber, der snart skal præstere for Danmark til VM, men RB Leipzig-spilleren er ikke bekymret.

- Jeg har ikke scoret så meget, men jeg har aldrig været en spiller, der scorer mange mål. Derfor har jeg alligevel altid fået en masse spilletid, fordi folk ved, at jeg bringer en masse andre ting. Men ja, jeg har ikke scoret siden november – jeg skal måske til at sparke lidt mere på mål, siger Yussuf Poulsen til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Det bekymrer mig ikke. Jeg er ikke en Nicolai Jørgensen, jeg er ikke en Sergio Aguero. Jeg scorer ikke 20 mål på en sæson, men klart, jeg vil da gerne score mere. Jeg er sikker på, det nok skal komme.

Den danske landsholdsspiller er startet en række kampe på bænken for RB Leipzig på det seneste, og det tilskriver han det hårde kampprogram, som både byder på opgør i Bundesligaen og Europa League.

- Vi har masser af kampe og har roteret meget, for der skal friske kræfter til, når man spiller to kampe om ugen. Sådan er det, og det gælder især med den måde, vi spiller på – så kan man ikke spille 90 minutter hver tredje dag. Jeg ville da ønske, jeg havde haft flere starter i løbet af 2018, men sådan er det. Nogle gange vælger træneren nogle andre. De kampe, jeg har spillet, har jeg spillet godt, og jeg er i god form. De kampe, jeg ikke har spillet, har vi faktisk tabt. Det kan være, træneren også har noteret det, siger Yussuf Poulsen og fortsætter:

- Jeg synes ikke, min rolle har ændret sig, men vi har fået mere kvalitet ind i truppen. Vi havde brug for mere personale med høj kvalitet, fordi vi også skulle til at spille kampe i Europa. Det er noget andet, men det skyldes også, at vi virkelig er blevet en topklub. Tidligere har vi haft 12-13 spillere med topkvalitet, og det har været nok til at tage os derhen, hvor vi er nu, men nu skal der bygges et nyt lag på.

- Det kribler selvfølgelig, når jeg sidder på bænken. Hvis jeg selv skulle vælge, spillede jeg hver tredje dag, for jeg elsker at spille fodbold, og det er det, vi alle lever for. Men man må også acceptere, at det kan man ikke, for så løber man ind i nogle dumme skader.

Yussuf Poulsen står noteret for tre mål og to assists i Bundesligaen i denne sæson. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.