Tysk medie: Rønnow vil væk fra Frankfurt
Foto: Getty Images
Bundesliga

Tysk medie: Rønnow vil væk fra Frankfurt

Frederik Rønnow er angiveligt blevet træt af reserverollen i Eintracht Frankfurt og ønsker et skifte væk - gerne til en anden klub i Bundesligaen.

Efter mange gode år i AC Horsens og yderligere tre flotte år i Brøndby IF, var det et stort skifte for Frederik Rønnow, da han for to år siden blev solgt til Bundesliga-klubben Eintracht Frankfurt.

Rønnow var købt ind til at blive tyskernes nye førstemålmand, men allerede en måned senere fik danskeren en kold klud i ansigtet, da Frankfurt fik muligheden for at hente klubbens tidligere succesfulde nummer 1, Kevin Trapp, retur fra Paris Saint-Germain. 

Trapp kom til Franfurt, først på et lån og siden på en permanent transfer, og det er derfor kun blevet til 21 kampe i Eintracht Frankfurt-målet for den 28-årige dansker.

Men nu gider Rønnow altså ikke at være reserve længere. Det skriver det tyske medie 90min.de.

Ifølge mediet er den 28-årige dansker nået til et punkt, hvor han gerne vil stå fast, sådan at han også i højere grad kan udfordre Kasper Schmeichel om pladsen i målet for det danske landshold. 

Den faste spilletid har dog lange udsigter i Frankfurt, hvor Kevin Trapp fortsat ser ud til at være cheftræner Adi Hüttlers klare favorit. Og derfor vil Rønnow væk.

Det tyske medie beretter, at Frederik Rønnow helst vil blive i den tyske Bundesliga, og at der også tidligere både skulle have været interesse fra Schalke 04 og VfB Stuttgart.

Interessen fra de to klubber er dog stilnet af igen, og danskeren kan derfor være nødssaget til at se sig om efter et skifte til udlandet, hvis han fortsat ikke vil stille sig tilfreds med en reserverolle i Frankfurt.

Frederik Rønnow har kontrakt med Eintracht Frankfurt frem til sommeren 2022.