Tullberg om Dortmund-job: På et tidspunkt kan det være, jeg bliver fyret

Mike Tullberg, der netop har forlænget sin aftale som træner for Borussia Dortmunds U19-hold, talte i august med Tipsbladet om trænerkarrieren og ambitionerne. I anledning af forlængelsen bringer vi her det fulde interview med Tullberg fra august 2020.

---

34-årige Mike Tullberg stortrives i Tyskland, hvor han er træner for Borussia Dortmunds U19-hold. Her har han ansvaret for nogle af Europas største talenter, her kan han sætter overliggeren så højt, som han vil, og her ved han, at han skal give sig 100 procent hver evig eneste dag for at være god nok - og det passer ham helt perfekt. Der følger et stort pres med at være træner i en stor klub, men ifølge Tullberg er modstand noget af det bedste, man kan få.

Mike Tullberg tager imod i en lille rundkørsel, hvor tre BVB-flag vajer foran klubhuset, og på en kort spadseretur peger han træningsanlæggets forskellige seværdigheder ud. Dér ligger en splinterny hovedbygning med plads til 800 medarbejdere, hvor han selv har sit kontor. Dér ligger "internatet", hvor klubbens unge spillere er indlogeret. Dér ligger footbonauten, et hypermoderne stykke træningsudstyr, hvor spillerne kan træne deres reflekser og tankehastighed.

Spilleren står i midten af en kvadrat og modtager en bold, hvorefter et vilkårligt sted i firkanten, hvor han skal aflevere bolden hen, lyser op. Mike Tullberg har selvfølgelig selv testet den. Og så når vi til sidst til tribunen, der ligger langs træningsanlæggets opvisningsbane. Den er nybygget, fordi der skal være plads til tilskuere, når der spilles kamp på anlægget, og i øvrigt ser det godt ud med en tribune i baggrunden, når ungdommen spiller tvtransmitterede kampe i Youth League.

Borussia Dortmund er en stor klub, forstår man, når man er på besøg udefra, og det er det også, når man arbejder der, fortæller klubbens U19-træner.

- Det er et kæmpe monstrum. Jeg skulle vænne mig til, at jeg havde ansvaret for så mange bare på mit eget team. Jeg har heldigvis været i udlandet som spiller og træner, og jeg er glad for, at jeg har prøvet, at tingene bliver gjort på en anden måde end i Danmark. Man skal lige vænne sig til den tone, der er. Der er mere direkte, og vi bliver også målt på resultater. Det er jo Borussia Dortmund, ikke?

- Det er med at yde sit bedste hver evig eneste dag, ligesom da jeg var spiller. Men jeg har det fint med det. Det er satme ikke mange danskere, der får lov til at være i så stor en klub. Når jeg står op om morgenen, så ved jeg, at jeg skal yde mit aller-, allerbedste hver eneste dag for at få lov til at være sådan et sted.

- Det var også det, der gjorde, at jeg fik muligheden for at blive U19-træner. Jeg ved, at der blev lagt mærke til, at jeg var en af dem, der mødte ind tidligst og gik senest. Jeg nyder det, men jeg prøver også at få det hele med hver eneste dag for at forbedre mig. Når man er i en kæmpe klub, gælder det om at få alt det med, man kan, siger Mike Tullberg.

Han blev ansat i Dortmund sidste sommer, hvor han fik ansvaret for U23-holdet, der spiller i Regionalliga West, den fjerdebedste seniorrække. Men i sommer blev han så tilbudt at træne U19-holdet, og den mulighed tiltalte ham.

- Det er facts, at vores bedste ungdomsspillere spiller U19, og så bliver de sat op på førsteholdet. Der er ingen af vores topspillere, som kommer forbi et U23-hold. Moukoko [tysker med fornavnet Youssoufa], som er 15, han træner fast med førsteholdet og skal spille med mig. Gio Reyna [17-årig amerikaner] var sidste år yngre årgang U/19, nu er han ældre årgang, men han spiller slet ikke U/19 mere, han er røget op på førsteholdet.

- Nnamdi Collins [16-årig tysker], en stopper som også er med førsteholdet på træningslejr, selv om han stadig er U17-spiller, bliver heller ikke U23-spiller. Som U23-træner spiller man seniorfodbold, og man har engang mellem et par af spillerne nede for at få kamptræning, men det er ikke mange, og det er nogle af de alleryngste. Man har ikke top-, top-, topspillerne i hverdagen, og det får man lov til på U19.

- Jeg har de bedste U17-og U19-spillere samlet, og dem ville jeg ikke få at se på U23. Og så spiller vi internationalt. Vi spiller Youth League, og vi spiller med om det tyske mesterskab. Selv om det er U19, er det kæmpestort. Jeg tror, der var 36.000 tilskuere til den finale, jeg så hernede for nogle år siden. Det er klart et skridt opad for mig. Jeg var glad og stolt over, at det skete efter et år, siger Mike Tullberg, hvis vej til Dortmund begyndte med en opfordring fra gode venner.

Træner ved et tilfælde
Vi kender historien om Mike Tullberg som spiller: Han var 21 år gammel, da han som AGF'er scorede et fantastisk saksesparksmål på Brøndby Stadion, og kort efter spillede han i italienske Reggina. Han var også i skotske Hearts og Oberhausen i Tyskland, men skader betød, at han allerede som 24-årig i 2010 spillede sin sidste fodboldkamp.

På grund af et forsikringsspørgsmål blev han boende i Tyskland med sin kæreste, i dag hustru, og der fandt han sin nye vej i livet.

- Det var faktisk lidt et tilfælde. Jeg havde nogle kammerater, der spillede på noget, der svarede til Danmarksserie/ Jyllandsserie-niveau. De spurgte, om jeg ikke kunne komme forbi og hjælpe deres træner, en ung fyr der også havde spillet fodbold. Det gjorde jeg så et år, og jeg syntes, det var sjovt. Men jeg kunne godt mærke, det lige var en tand for useriøst.

- Jeg har aldrig lavet noget i livet 99 procent. Hvis jeg gør noget, er det 100 procent. Vi havde en vinter, hvor de kom ind, og jeg kunne godt mærke, de regnede med, at de ville få træningsfri. Det havde sneet helt vildt, men jeg havde gået i seks timer på træningsanlægget for at fjerne sne. De troede, jeg var sindssyg. Vi skulle ikke spille fodbold, men vi kunne i det mindste løbe.

- Min kammerat prikkede mig på skulderen og sagde: " Vi er ikke professionelle fodboldspillere. Rolig nu." Der tænkte jeg for mig selv, at hvis jeg skulle gøre det her, skulle jeg også gøre det rigtigt.

Tullberg forlod sekundaklubben SG Schönebeck og vendte tilbage til Oberhausen, i første omgang som assistent på U23-holdet.

Efter en periode blev han flyttet ned på U19-holdet, der var i problemer i bunden af den bedste række. Cheftræneren blev fyret, og trods manglende licens fik den 28-årige dansker hans job. Han kunne ikke forhindre en nedrykning den første halvsæson, men derfra gik det strålende.

- Det første år gik fint. Vi blev toer i den næstbedste række, så rykkede vi op året efter, og så blev vi i rækken. Ret hurtigt var jeg sikker på, det var den vej, jeg skulle. Jeg har altid godt kunnet lide at have med mennesker at gøre. Fordi jeg var meget skadet som spiller, har jeg også taget mig meget af yngre spillere, så en af de ting, jeg er dygtig til, er at arbejde med mennesker. Det kommer ret naturligt, og det gør man især med ungdomshold. Det gik godt, det ene tog det andet, og så sidder vi her, siger Mike Tullberg på tribunen i Dortmund.

Efter Oberhausen var han to år hjemme i Danmark, først en sæson som U19-træner i AGF og dernæst en periode som assistent for Jens Berthel Askou i Vendsyssel. I marts 2019 lavede han en aftale om at blive Dortmunds U23-træner fra den efterfølgende sommer, men kontakten går flere år tilbage.

- Jeg fik jo nok jobbet noget tidligere. Jeg nåede at være cheftræner for Oberhausens U19-hold i tre et halvt år, og det år, vi rykkede op i Bundesligaen, var der et par muligheder, men jeg følte, at jeg skulle gøre det, jeg havde startet med de drenge, færdigt. Vi var rykket op sammen, og jeg ville gerne have et år i Bundesligaen sammen med dem. Da vi så lykkedes med at blive i rækken, var der nogle muligheder. Jeg snakkede med Dortmunds U23-sportsdirektør.

- Det var dengang Farke [Daniel Farke, nuværende Norwich-manager] var træner. De ville gerne forlænge med ham, men det kunne være, han ville ryge til England. Men jeg var i snak med AGF, så jeg valgte at sige, at jeg gerne ville hjem og have min P-uddannelse. Jeg var stadigvæk en ung knejt, og der var også noget på privatfronten, der gjorde, at vi gerne ville hjem til Danmark.

- Situationen var sådan, at jeg skulle afvente, hvad der skete med ham, og så kunne det være, at det blev til noget. Det turde jeg ikke satse på. Jeg havde fået en god mulighed i AGF, så den valgte jeg at tage. Og så holdt jeg kontakten med dem. Ikke særlig meget, men jeg var da velvidende om, at det er svært at komme til udlandet som dansker, så jeg valgte at være lidt opsøgende, og da jeg rendte rundt oppe i Vendsyssel, fik jeg et opkald, om jeg kunne være interesseret i at komme til samtale om U23-jobbet. Jeg vidste godt, at de havde solgt deres træner, Jan Siewert, til Huddersfield, men jeg vidste ikke, at ham, der havde overtaget det midlertidigt, ikke skulle fortsætte. Så jeg var til samtale to-tre gange, og så fik jeg jobbet, siger Mike Tullberg.

Had til gennemsnittet
Så der var en forbindelse, da han vendte tilbage til Tyskland, og den gælder både med hensyn til kontakter og mentalitet.

For Mike Tullberg trives i Tyskland.

- Jeg elsker, at jeg hver dag skal give 120 procent af mig selv det her sted. Jeg elsker, at der bliver forlangt noget. Jeg hader gennemsnit. Hvis jeg laver noget, vil jeg være den bedste. Det er sagt med et glimt i øjet, for jeg vidste godt, at som fodboldspiller kunne jeg ikke blive den bedste, men come on, med mit talent... Det kan godt være, nogen siger, det er på grund af ét mål, men jeg nåede at spille Superliga, jeg nåede at være i Italien, jeg nåede at være i Skotland, jeg nåede at være i Tyskland, fordi jeg ville det mere end mange andre. Det var ikke, fordi jeg var god nok. Jeg har lidt den samme tilgang som træner. Tyskerne er et arbejderfolk. Der skal virkelig arbejdes for tingene, vi må godt forlange noget.

- Der bliver sgu ikke sat spørgsmålstegn ved, at jeg går amok ude på sidelinjen og kritiserer en spiller helt vildt. Så går jeg over og giver ham en krammer bagefter. Jeg passer godt ind som menneske herinde. Jeg forlanger utrolig meget af menneskerne omkring mig. Så længe jeg forlanger mere af mig selv, så synes jeg, det er fair nok. Det tror jeg også, at dem omkring mig kan fornemme. Vi har kun ét liv! Vi skal også bruge det til noget!

- Hernede kan jeg få lov til at forlange en masse. Jeg synes, at der måske blev lagt låg på de steder, jeg har været i Danmark. Det er ikke sikkert, det er sådan alle steder, men det tiltaler mig, at vi kan sætte overliggeren så højt, at kun én spiller kan nå den. Så må de andre kraftedme komme i gang! Ellers er man bare ikke god nok til at være her.

- Sådan er det også med mig selv. På et eller andet tidspunkt skal jeg måske ikke være her længere, og det er fair nok. Men overliggeren skal sættes, så det er svært. Den skal ikke sættes, så alle kan være med. Jeg synes, man skal sætte træningen efter A-spillerne, ikke B-og C-spillerne. Så må de blive gode nok, eller også må de hjælpe mig med at gøre A-spillerne bedre.

Får danskerne modstand nok?
Ét ord går igen, når man taler talentudvikling med Mike Tullberg: Modstand. Dortmunds U19-træner tror på, at det er en nødvendighed for at blive en dygtig fodboldspiller, at man ikke går igennem ungdomstiden uden at have mærket, at sporten og livet kan gøre ondt.

- Jeg plejer at sige til mine spillere, at nederlag og modstand er den største gave, man kan få fra Gud, for det gør, at når man kommer ud på den anden side, så står man langt stærkere.

Og hvis Tullberg skal pege på én ting, der mangler i dansk talentudvikling, så er det netop modstand.

- Jeg synes, det er helt vildt flot, hvad man formår at gøre i Danmark som lille land. Hvis man kigger på, hvor mange dygtige fodboldspillere, vi har, så er der kun grund til at rose, hvad man gør.

- Men i min pro-opgave perspektiverede jeg på viljestyrke og mentalitet. Kan man provokere modstandskraft? Kan man fremtvinge den, hvis den ikke opstår naturligt? Nogle får en korsbåndsskade, og så har de modstand på den måde, når de skal komme tilbage. Men der er også unge danskere, der løber 10 år uden modstand.

- Da jeg skrev pro-opgave, troede jeg i starten, at man kunne provokere modstand til træning - hvis man lader en spiller tabe "med vilje", sætter ham på det dårligste hold, provokerer en masse modstand i dagligdagen, lader ham træne opad, giver ham nogle nederlag, uden at han rigtig er bevidst om det. Men jeg tror efterhånden, at vores gesellschaft, vores samfund, den måde vi lever på, er sådan, at forældrene brokker sig, hver gang deres barn ikke bliver behandlet ordentligt. Til sidst kom jeg frem til, at jeg ikke tror, man kan behandle dem sådan. Modstand er også tit noget uretfærdigt, det kan det i hvert fald være, og jeg tror ikke, at man kan behandle spillerne uretfærdigt, uden at forældrene blander sig. Så skifter de jo bare klub, drengene. Jeg tror, det er pissesvært.

- Jeg tror, det er svært at træne modstand. Hvis man skal fremtvinge modstand, tror jeg seriøst, at man skal have forældre og sportspyskologer inde over, og så skal de have forklaret, at "prøv at høre her, i næste måned gør vi det og det for din søn, det behøver han ikke at vide, men så ved I, hvorfor han er sådan eller sådan, når han kommer hjem." Det er et kæmpe monstrum, man skal have i gang.

- Men det har altid interesseret mig, om man kan fremtvinge modstand, hvis vi ikke har det. Og i Danmark har vi det ikke særlig tit. Man får ikke de nederlag. Der er også nogle, der siger, at man ikke har brug for modstand. Det tror jeg bare ikke på.

- Fordi jeg selv har haft det liv, jeg har haft, med korsbåndsskader og meget modstand gennem livet, er jeg af den overbevisning, at man skal have nogle slag. Jeg tror på, man bliver stærkere. Jeg tror bare, det er sindssygt svært i et land som Danmark, hvis det ikke opstår naturligt. Vi har rigtig mange dygtige danskere, men kunne man i stedet for at uddanne 10 uddanne fire, og så var det fire, der blev noget dygtigere end de 10? Men det er spekulationer. Jeg har ikke nogen facitliste, jeg synes bare det, er spændende, siger Tullberg.

Måske Tullberg en dag bliver fyret - og det er okay
Han understreger endnu engang, at han generelt er imponeret af den danske talentudvikling.

- Jeg elsker at se dansk fodbold, jeg ser næsten alle kampe. Jeg synes, det er spændende at se Nordsjælland gøre det på deres måde, Horsens på deres måde, Midtjylland på deres måde. Det er spændende, at der er noget variation. I AGF, min gamle klub, er der en del af dem, jeg løb og trænede på U19, som nu spiller Superligaen i en god række. Jeg synes, man er meget struktureret i Danmark, man har en meget klar plan, også med de unge spillere, og man er rigtig dygtig til at få dem igennem.

- Men jeg kan godt engang imellem, ud fra det jeg har oplevet, sætte spørgsmålstegn ved, om overliggeren bliver sat en smule for lavt. Hvis man satte den lidt højere, ville de så blive klar lidt før, ville deres topniveau være lidt højere? Jeg ved det ikke. Men jeg synes, det er spændende.

Han ved også godt, at han selv risikerer at rende ind i modstand. Presset er stort i Dortmund, så resultaterne skal være i orden, ellers har træneren ikke gjort det godt nok. Det anerkender Mike Tullberg - faktisk omfavner han det.

- Vi skal spille med om det tyske mesterskab, det ved jeg. Så er det lige meget, om tre eller fire eller fem spillere ryger op på førsteholdet. Det kigger de ikke på. Der bliver ikke taget hensyn til det i forhold til, hvad vi henter af point. Vi skal vinde vores kampe, og vi skal spille med om det tyske mesterskab og spille om point i Youth League.

- Det har jeg det fint med. Jeg kan jo godt lide at være under det pres. Det skal heller ikke blive for kedeligt! Jeg er 34 år, og jeg får lov til at være i Borussia Dortmund.

- Hvis jeg stoppede som træner i morgen, prøv så at se, hvad jeg har fået lov til: Jeg har været i Superligaen, jeg har været i den bedste U19-række i Danmark, jeg har været i den bedste U19-række i Tyskland. Nu er jeg i Borussia Dortmund, og jeg har både været i den bedste række i U23 og U19. Min familie er sund og rask, 7-9-13. Det må godt være lidt udfordrende.

- På et tidspunkt fandt jeg ud af, at så længe jeg gør alt, hvad jeg kan - og det gør jeg, det ved jeg, jeg er sindssygt flittig - er jeg tilfreds. Jeg kan jo ikke trylle. Det sker jo, at spillerne ikke lige fungerer, som man gerne vil have dem til. På et eller andet tidspunkt kan det være, jeg bliver fyret. På et eller andet tidspunkt kan det godt være, at det ikke går så godt, men så længe jeg er flittig, står jeg op hver dag med en god følelse i kroppen. Så kan det godt være, at der sker noget på et tidspunkt; man taber to fodboldkampe, fordi man rammer stolpen i stedet for at sparke den ind i målet, men det kan jeg ikke gøre noget ved. Jeg kan kun gøre, hvad jeg kan gøre ude fra siden, og så må vi se, hvad det rækker til. At jeg er nået så langt på relativt kort tid gør, at jeg virkelig prøver at nyde det hver dag.