Video : Tipsbladet
Bundesliga

Tre personer er testet positiv for coronavirus i FC Köln

I Bundesliga-klubben testede tre positiv for coronavirussen, da klubbens ansatte blev testet torsdag.

Tre personer i FC Köln er testet positiv for coronavirussen.

Det meddeler den tyske Bundesliga-klub selv fredag aften. De oplyser ikke, om der er tale om spillere, trænere eller andet personale. 

Alle spillere, trænere og medarbejdere i klubben blev torsdag testet for coronavirussen, og det var her, at de tre personer testede positiv. De havde ikke symptomer på sygdommen og er nu sendt i karantæne i deres hjem i 14 dage.

FC Köln meddeler samtidig, at de vil fortsætte træning som planlagt, som de har gjort siden starten af april. De relevante personer vil dog blive testet yderligere i løbet af de kommende dage. 

Bundesliga-klubberne genoptog træningen i starten af april, og det forventes, at Bundesligaen genoptages i løbet af maj.