Video : Tipsbladet
Bundesliga

Toptræner hylder Bo Henriksen: Dét gør de altid

Xabi Alonso er muligvis en af tidens hotteste trænere, men det afholder ham ikke fra at sende en hyldest afsted mod Bo Henriksen.

Bo Henriksen er en helt særlig karakter, og lige meget hvilken klub, han befinder sig i, så er en ting sikkert: Holdet går ikke ned på energi. 

Det har selveste Xabi Alonso også bemærket, og det var han ikke bange for at sige på torsdagens pressemøde forud for opgøret mellem Alonsos Bayer Leverkusen og Bo Henriksens FSV Mainz, der spilles fredag aften. 

Det bliver Bo Henriksens anden kamp i spidsen for klubben efter debutsejren mod Augsburg, og her viste Mainz klassiske Bo Henriksen-takter, mener Xabi Alonso. 

- Bo Henriksens hold optræder altid med meget energi og intensitet. Det viste de i sidste kamp mod Augsburg. 

- Vi forventer en god modstander, og vi ønsker ikke at gentage hjemmebanenederlaget fra sidste sæson, slår Xabi Alonso fast. 

Der venter Bo Henriksen en særdeles vanskelig opgave. Alonsos Leverkusen er ubesejret i Bundesligaen i denne sæson og har kursen sat mod et sensationelt tysk mesterskab. 

Det er også noget af en adresse, som sender ros i Bo Henriksens retning. Xabi Alonso er muligvis den mest spændende cheftræner i europæisk topfodbold i skrivende stund, og skal man tro meldingerne fra både Tyskland og England, så er han både Liverpool og Bayern Münchens topkandidat til deres ledige trænersæde i næste sæson. 

I første omgang skal han dog lige forbi Bo Henriksens energibombe af et Mainz-hold, og det er ikke noget, man kommer sovende til.