Man kan ikke påstå, at Ullevi oppe i Gøteborg er uvant med at få berømte gæster.
Den gamle arena, der meget forvirrende også er kendt som Nya Ullevi, mens det nyere stadion, hvor IFK Göteborg. Örgryte og GAIS spiller, hedder Gamla Ullevi, blev jo bygget til VM i 1958, så her scorede den 18-årige Pelé, den franske topscorer Just Fontaine og den lokale helt Gunnar Gren, og siden er det bare fortsat.
IFK Göteborg spillede deres store europæiske kampe i 80'erne her under de smukt svungne tribuner, og i sommeren 1992 vandt Danmark et sensationelt europamesterskab qua sejre på Ullevi over Holland i semifinalen og Tyskland i finalen.
Men efter Gamla Ullevi blev bygget i 2009, og Friends Arena åbnede oppe i Stockholm i 2012, har det været småt med fodbolden på det ældste Ullevi. Det har mere handlet om musik, hvor arenaen til gengæld også har lagt rammer om nogle spektakulære begivenheder. Således er Ullevi en af Bruce Springsteens foretrukne europæiske arenaer, efter han var ved at vælte stadion i 1985, mens Gøteborgs egen Håkan Hellström slog sin rekord forrige sommer, da 71.977 tilskuere var på plads til en af hans legendariske koncerter på hjemmebanen.
Og her i efteråret dukkede fodbolden så også op igen, da den fjerde Göteborg-klub Häcken skulle ud i Europa på grund af deres svenske mesterskab fra sidste år. For deres normale hjemmebane, Bravida Arena, var alt for lille til Europa League med plads til kun 6.500 tilskuere, og så kunne Ullevi igen mærke det store sus fra fodboldverdenen – også selv om det gik skidt for Häcken.
For den første hjemmekamp blev tabt 1-0 til aserbajdjanske Qarabaq foran beskedne 8124 tilskuere, og endnu værre gik det mod norske Molde, der vandt 3-1 med kun 5106 tilskuere på de gamle lægter. Så Häckens rolle var udspillet, da fodboldhistorien sidste torsdag igen dukkede op på Ullevi, og 11.234 tilskuere kvitterede ved at dukke op til kampen mod tyske Bayer Leverkusen under ledelse af den spanske cheftræner Xabi Alonso – og det var her, at fodboldhistorien kom ind i billedet.
For selv om den nu 42-årige Xabi Alonso aldrig stod forrest i rækken, når det gjaldt om at promovere sig selv og sine bedrifter som aktiv midtbanemand i Liverpool, Real Madrid, Bayern München og på det spanske landshold, har han stadig et cv af en sjælden karat. Han vandt VM med Spanien i 2010 og rammede den store titel ind med EM-sejre i 2008 og 2012, mens han også var med til Liverpools mirakel i Istanbul i 2005 og var med på vejen, da Real Madrid endelig nåede deres forjættede Decima i 2014. Og så er han også pokalvinder i England, Tyskland og Spanien og spansk mester ved en enkelt lejlighed samt tre gange i træk i det tyske.
Det er en dybt imponerende rekordliste, der næppe er overgået af ret mange af de tidligere besøgende på Ullevi, men nu var det altså som træner, at han var på besøg i Gøteborg, og selv om han kun har trænet en seniorklub i 14 måneder, går det også fuldstændig forrygende. For han overtog Leverkusen i oktober sidste år, da man lå under stregen, men han kvalificerede alligevel klubben til Europa League, og i denne sæson fører man Bundesligaen an foran mægtige Bayern München.
”Vi var optimistiske, men måske ikke så optimistiske,” som han sagde om udviklingen til pressemødet før kampen mod Häcken, der ikke blev den store udfordring.
Leverkusen vandt 2-0 med et reservepræget mandskab, hvilket betød, at den tyske klub nåede op på 19 kampe i træk i denne sæson uden nederlag, mens holdet kun en enkelt gang havde scoret mindre end to mål. Og selv om sejren over Häcken blev fulgt op af 1-1 hjemme mod Dortmund i Bundesligaen, så der nu er to kampe med kun et enkelt scoret mål (den første var 1-0 ude over Qarabaq), er der ingen tvivl om, at Xabi Alonso er et af de varmeste trænernavne i verden lige nu.
Men det griber han an med den samme tålmodighed, som han også optrådte med på midtbanen i sin aktive karriere, selv om det altså er klubber som Bayern München og ikke mindst Real Madrid, der bliver nævnt.
En kontrovers om tacklinger
”Jeg har været med i mange år, så jeg ved, hvordan jeg skal håndtere det. Mit fokus ligger helt og holdent på det arbejde, jeg har foran mig, og at overføre min overbevisning til spillerne. Det er det, jeg vil, og det er det, der er mit job,” sagde Xabi Alonso ifølge svenske Tidningarnas Telegrambyrå før kampen mod Häcken på Ullevi.
Og det job har han foreløbig klaret aldeles fremragende.
Det var José Mourinho nu heller aldrig i tvivl om, at han ville. For fire år siden sagde han nemlig:
”Man kunne altid se, at der var en træner i Xabi Alonso. Han voksede op med en far, der var spiller og så blev træner, mens han selv blev spiller på samme måde som mig, selv om han selvfølgelig var meget bedre.”
”Han havde meget stor viden om spillet. Og så spillede han i Spanien, England og Tyskland. Og han blev trænet af Guardiola i Bayern, af mig og Ancelotti i Real Madrid og Benítez i Liverpool. Så hvis man lægger alt det sammen, så vil jeg sige, at Xabi har forudsætningerne for at blive en rigtig god træner,” sagde Mourinho dengang i 2019, da Xabi Alonso først lige var begyndt i faget som cheftræner for Real Sociedads reservehold.
For da han stoppede i Bayern München i sommeren 2017 var det ikke med en direkte linje ud i trænergerningen. Han ville vente og se tiden an, og så kom det bare af sig selv, lidt på samme måde som hans fantastiske karriere som midtbanespiller.
Selvfølgelig var fodbolden over det hele, da han voksede op. Hans far, Periko Alonso, blev spansk mester med Real Sociedad i 1981 og 1982, mens Xabi Alonso blev født midt i det hele i november 1981, og han var også reserve for Barcelonas mesterhold i 1985, før han forsøgte sig som træner, efter familien flyttede tilbage til Baskerlandet.
Her voksede Xabi Alonso op i nærheden af den jævnaldrende Mikel Arteta, og de to spillede på stranden og på de lokale klubhold, hvor de i en periode også havde den nuværende Bournemouth-manager Andoni Iraola med på midtbanen. Men hjemme hos familien Alonso Olano var det hans mor, der bestemte, og hun fokuserede lige så meget på den skolemæssige del af livet, så ifølge en feature i El Pais anno 2010 havde Xabi Alonso aldrig tænkt, at han skulle være professionel fodboldspiller som sin far, før Javier Clemente gav ham debut for Real Sociedad som 17-årig. Og tankerne om en uddannelse forsvandt først helt, da han kort tid efter skiftet til Liverpool blev klar over, at han nok ikke kunne fuldføre den ingeniøruddannelse, han ellers var tre år inde i.
På det tidspunkt var han 22 år, han havde allerede været anfører for Real Sociedad og været tæt på at vinde det spanske mesterskab i 2003, og han havde også fået debut på det spanske landshold, men i sin første sæson i Liverpool tog han flere store skridt. Det gjorde han personligt ved at flytte til udlandet med kæresten, spillemæssigt ved at skulle forholde sig til stenhårde tacklinger og høje bolde hen over midtbanen og sportsligt ved i sin første sæson at stå som vinder af Champions League efter det vilde comeback mod Milan i Istanbul, hvor Xabi Alonso brændte straffesparket ved stillingen 2-3, men fulgte op på returen, så den historiske finale sluttede 3-3.
Han blev fem år i Liverpool under Rafael Benítez, faldt til og sugede til sig – og holdt fast i sine tanker om fodbolden. For han røg ud i en større kontrovers, da han undrede sig over, at et lokalt talent blev præsenteret i kampprogrammet med tacklinger som den største styrke.
”Det er meget bedre at undgå tacklingen. Forudse situationen,” som han siden sagde.
I 2009 skiftede han videre til Real Madrid og arbejdede under Manuel Pellegrini, José Mourinho og Carlo Ancelotti i en periode, hvor Pep Guardiolas Barcelona var tæt på umulige at besejre, men hvor Real alligevel blev mestre i 2012 og vandt det 10. Champions League-trofæ i 2014, dog uden den karantæneramte Xabi Alonso på banen i finalesejren over lokalrivalerne fra Atletico,.
Så lukkede den defensive midtbanemand med det store overblik karrieren med tre sæsoner i Bayern München, samtidig med at han også sagde farvel til landsholdet efter det skuffende VM i 2014 oven på tre suveræne slutrunder. Og der var en særlig grund til skiftet til Bundesligaen.
”Jeg var nysgerrig efter at lære Guardiolas hemmeligheder at kende,” som Xabi Alonso siden sagde i et interview med The Athletic.
Således inspireret afsluttede han karrieren i sommeren 2017 med det tredje tyske mesterskab i træk, men selv om alle så ham som en fremtidig træner, havde han ikke travlt. Godt nok havde Carlo Ancelotti tilbudt ham at blive en del af trænerstaben i Bayern, men:
”Hele mit liv har jeg forsøgt at presse alt ind i fire ugers sommerferie. Nu skal jeg ikke planlægge noget. For første gang i 18 år kan jeg holde weekend,” som han sagde i et afskedsinterview med engelske The Times.
En spanier i Ruhr
Det blev dog kun til et års pause, før Xabi Alonso vendte tilbage til fodbolden igen. Han tog træneruddannelsen, og han blev træner for Real Madrids U/14-hold i et års tid, før han tog familien med kone og tre børn med tilbage til ungdommens San Sebastian og blev træner for Real Sociedads reservehold.
Det gik også godt. Hans unge hold spillede possession-fodbold og rykkede for første gang i 60 år op i den næstbedste række, hvilket gav et jobtilbud fra Gladbach, som Xabi Alonso ikke tog imod. Han bevarede den tålmodighed, der også kendetegnede ham som spiller, og selv om de unge reserver ikke kunne fastholde pladsen i Segunda Division, og træneren selv også viste, at han var klar til nye udfordringer ved at sige jobbet op efter tre sæsoner, så sagde han ikke ja til det første det bedste.
Men i starten af oktober 2022 kom det rigtige tilbud, da Bayer Leverkusen fyrede cheftræneren Gerardo Seoane og ansatte Xabi Alonso på en kontrakt til sommeren 2024 og en nødvendig ambition om at få det normale top seks-hold fri af bundstriden. For Leverkusen lå næstsidst, da Xabi Alonso kom til Ruhr.
”I Xabi Alonso har vi fået en træner, der som spiller var i verdensklasse gennem mange år, en intelligent strateg og med stor succes i tre af de sværeste ligaer i Europa,” sagde klubbens jævnaldrende sportschef Simon Rolfes, der også selv havde haft en lang karriere som midtbanemand, mens båndet til Leverkusen blev yderligere forstærket af, at klubben havde en spansk CEO i Fernando Carro.
Selv om Simon Rolfes i præsentationen fokuserede på Xabi Alonsos fortid, viste det sig hurtigt, at han også havde meget at byde ind med på træningsbanen. I den første kamp blev Schalke 04 besejret med 4-0, og selv om det blev fulgt op af 0-3 hjemme mod Porto i en kuldsejlet Champions League-gruppe, så begyndte fremskridtene hurtigt at manifestere sig, selv om den nye træner greb tingene tålmodigt an.
”En træner skal først vinde spillernes tillid. Og når man har kollektivet med sig, kan man begynde at forlange noget mere og bede om fysiske og taktiske forbedringer,” som han fortalte The Athletic et år inde i sin trænergerning i Real Sociedad.
Først gjaldt det om at få styr på defensiven, der havde lukket 16 mål ind i de første otte runder af Bundesligaen, hvilket også medførte, at man måtte spille mere på omstillinger, men efterhånden som spillerne blev undervist i trænerens tanker om fodboldens væsen, blev man mere og mere spildominerende med en imponerende udvikling til følge.
Fra den 23. februar til den 5. maj spillede man 13 kampe i træk uden nederlag, og det var ikke bare lige ud ad landevejen. For eksempel mistede Julian Nagelsmann sit job som cheftræner i Bayern München efter et 2-1 nederlag ude til Leverkusen, og i Europa League slog man Monaco ud efter en straffesparkskonkurrence i fyrstendømmet, selv om man simpelt hen havde brændt de seks foregående spark fra pletten i træk.
”Men vi scorede på alle fem og vandt. Det var et vigtigt øjeblik for holdet og for os alle sammen,” som Simon Rolfes sagde til The Athletic i september i år, før han tilføjede om Leverkusens udvikling under den spanske træner:
”Der er en seriøsitet og en modenhed i vores fodbold, der afspejler Xabi som menneske. Han er en vinder med en medfødt konkurrencementalitet, og det har skabt en kampånd på holdet,” lød det om et Leverkusen-mandskab, der ellers før i tiden har været kendt som lidt af et luksushold.
Men sådan er det ikke længere, og selv om Xabi Alonso ikke fik den europæiske triumf i debutsæsonen, som han landede som aktiv med Liverpool – José Mourinhos Roma stod i vejen i Europa League-semifinalen – så fik han løftet Leverkusen op på en sjetteplads i Bundesligaen trods det intense kampprogram hen over foråret. Og i denne sæson er det gået endnu bedre.
Stærke sommerindkøb
Godt nok mistede man den farlige kantspiller Moussa Diaby til Aston Villa, men de godt 400 millioner kroner (det næststørste salg i Leverkusens historie kun overgået af Kai Havertz til Chelsea for 600 millioner kroner i 2020) blev geninvesteret mere end fornuftigt i fire spillere, der har løftet holdet. Man købte angriberen Victor Boniface i belgiske Union efter at have spillet en del af sidste sæson uden decideret angriber på grund af de mange skader, der har plaget tjekken Patrik Schick, og Boniface har allerede scoret 14 gange og lavet seks assists indtil videre i sæsonen. Derudover styrkede man midtbanen med 31-årige Jonas Hofmann fra Gladbach og jævnaldrende Granit Xhaka fra Arsenal, mens det sidste scoop var den frie transfer af den fremragende venstre wingback Alex Grimaldo fra Benfica, der har vist sig at være det perfekte supplement til hollandske Jeremie Frimpong ovre på højrekanten. Og så har det selvfølgelig også hjulpet, at 20-årige Florian Wirtz er i topform på den offensive midtbane efter sin korsbåndsskade tilbage i foråret 2022.
For nu spiller Leverkusen flydende og fantasifuld possession-fodbold med det laveste antal tacklinger af alle i Bundesligaen og med 675 afleveringer per kamp over for Bayern Münchens 644, Manchester Citys 637 og Barcelonas 620 ifølge whoscored.com.
”Vores afleveringskvalitet giver os kontrol, specielt på banens første tredjedel med forsvarerne og midtbanespillerne. Men på den anden side af det ændrer vi tempoet og forsvaret skubber højt op bag midtbanen.”
”Og så skal der ske forskellige ting. Så skal talenterne folde sig ud. Og det kan man ikke rigtig træne, det handler om spillernes talent. Men indtil da prøver vi at skabe kontrol med afleveringerne og en bevidsthed om bevægelserne i de forskellige positioner.”
”Da jeg var spiller, blev jeg opfordret til selv at tage beslutninger, og det prøver jeg også virkelig at gennemføre her. De skal ikke være robotter,” sagde Xabi Alonso i en nylig presseseance, som ESPN gengav.
Og det har altså virket i den grad. Leverkusen-spillerne har købt ind på filosofien fra en træner, der har vundet alt, hvad vindes kan, og stadig er i form til at kunne vise, hvordan afleveringerne skal lægges, hvis der er brug for det til træningerne. Desuden taler han både flydende engelsk og tysk, så han kan kommunikere sine ideer direkte til truppen og til holdet på kampbanen, hvor Leverkusen stiller op i en 3-4-2-1, der har vist sig meget svær at overvinde for modstanderne i denne sæson.
For man er ikke bare ubesejret efter sæsonens første 21 kampe. Man har vundet alt i Europa League, og i Bundesligaen har man kun sat point til ude mod Bayern (2-2) og sidste weekend hjemme mod Dortmund. Så lige nu fører man feltet an før søndagens næste store udfordring ude mod overraskelsen fra Stuttgart.
Og selv om det er tidligt på sæsonen, er der da begyndt at være snak om den tyske klubs mangeårige status som Never-kusen eller Vize-kusen, som man siger på tysk. Siden årtusindskiftet har man tabt tre pokalfinaler, sluttet som nummer to tre gange i Bundesligaen og tabt en Champions League-finale, men måske kan det lykkes at hæve forbandelsen i denne sæson under den fremstormende Xabi Alonso, der også har forlænget sin kontrakt til sommeren 2026.
Om han bliver så længe er nu nok tvivlsomt, for Real Madrid kunne meget vel tænkes at få brug for en ny cheftræner til sommer, hvis Carlo Ancelotti rykker til Brasilien. Men på den anden side har Xabi Alonso altid udvist stor tålmodighed, både på og uden for banen, så…

Umuligt – Parken sendt i chok

Forsøgte vildt sakse: – Reaktionen var det værd

Profil frygtede tilbagefald: Hårde 24 timer

Anders Dreyer med drømmedebut i MLS

Dagens Spilforslag: Trætte ulve spiller målfattigt

Dansk stjerne i modvind: ‘Patetisk’

Bizart selvmål: Den fejl laver vi ikke ved 0-0

‘Jeg tror, Neestrup har råbt og skreget’

Forbandelsen brudt: Magten er skiftet

En dårlig skuespiller – han vinder aldrig en Oscar

Neestrup med opråb – vil have stoppet FCM-finte

Suzuki blæser derudad: Kræver mere af sig selv

Salah fortsætter sit show i ny City-nedtur

Helt ufatteligt – han sælger sit hold

FCK rykker fra guldrival

Flyvende på Treo og adrenalin: Nu kører vi!

Irriteret AaB-boss: Vi er for søde

AGF’er ‘snydt’ af holdkammerat: Nej, nej, nej!

Chokerer alle! Følger du med, Neestrup?

Begejstret Gravesen: Et tronskifte i dansk fodbold

Sådan besejrede FCK FC Midtjylland i Parken

Derfor starter FC Midtjylland-stjerne ude mod FCK

Storklub lurer på FC Nordsjælland-spiller

Mange ændringer: Sådan starter FCK og FCM

AaB ydmyget: ‘Har italesat det hver eneste dag!’

FCN udnytter sønderjyders sløje defensiv

Mortensen når milepæl i AGF’s åbningsfest mod AaB

I det her tempo bliver han solgt for 25 mio!

Sådan gik det, da Brøndby delte mod Vejle

FC København – FC Midtjylland

Bombe: Brøndby har 41-årig på mål mod Vejle

Sådan gik det, da AGF tævede AaB

Slagtet af Ronaldo – nu reagerer Thomas Gravesen

Sådan gik det, da Nordsjælland slog Sønderjyske

– Det er nok mere i FCK-lejren, der er bekymringer

Her er opstillingerne til 14-kampene i Superligaen

Officielt: Nu får legenden chancen

Vejle Boldklub – Brøndby IF

Stor FCM-profil klarmeldt til brag mod FCK

Siet fra til AGF’s kamptrup

Brøndby-profil: ‘Han er et våben’

FC Nordsjælland – Sønderjyske

FCM-chef reagerer på FCK-melding: Har en pointe

Brøndby-problemer: Målmand er skadet

Danskere kan blive holdkammerat med De Bruyne

AGF – AaB

Dansker kørt væk i ambulance

FCK-boss: Har kostet stort tocifret millionbeløb

Mikael Uhre bomber videre i USA

Dagens Spilforslag: Grus i målmaskiner i München

Barcelona slår bundhold

Var Superliga-profil – i dag bomber han som amatør

Superliga-veterans opråb: Godt med ældre spillere

Roser Brøndby-spiller: Jeg elsker hans intensitet

Disse Superliga-klubber er til salg