Schalke 04 har ikke vundet i holdets 20 seneste kampe. Til gengæld står Frederik Rønnow og co. foran den bedste tænkelige chance for at genvinde noget af den tabte selvtillid.
Lørdag er der nemlig Revierderby mod ærkerivalen Borussia Dortmund. Kampene mellem Schalke og Dortmund hører til blandt de største lokalopgør i tysk fodbold, og den danske målmand håber, at han kan bruge sin erfaring fra Brøndby IF's derbyer mod FC København som ballast.
Læs også:Alexander Zorniger: Rønnow og Schalke 04 er et godt match
- Kampene var altid meget følelsesbetonede. Jeg håber, at jeg kan tage dét med. Men Revierderbyet er selvfølgelig på et helt andet niveau, siger Frederik Rønnow i et interview med Bild.
Den danske landsholdsmålmand skiftede i slutningen af september til Schalke 04 på en lejeaftale fra Eintracht Frankfurt. Han blev kastet i kamp efter få dage i klubben, da konkurrenten Ralf Fährmann måtte udgå med en skade i opgøret mod RB Leipzig.
Læs også:Vejen banet uventet for Rønnow: Schalke-konkurrent ude på ubestemt tid
Nu er det blandt andre op til Rønnow at jagte Schalkes første sejr siden før coronapausen. Han er dog opsat på ikke at tænke for meget over holdets sejrsløse stime.
- Det hjælper os ikke at blive ved med at tale om det tal og at se på fortiden. Det handler mere om at se fremad og få succes igen så hurtigt som muligt. Selvfølgelig er Dortmund en svær modstander, og vi er undertippede. Men vi er nødt til at tro på os selv, siger Rønnow.
Han og Schalke møder Dortmund lørdag klokken 18.30.
Læs også:Officielt: Frederik Rønnow skifter til Schalke 04
Læs også:Zorniger tog ved lære i Brøndby: Måske er der noget, der holder dem tilbage
Læs også:Avis: Frederik Rønnow skifter til Schalke 04