Video : Tipsbladet
Bundesliga

Robert Skov efter uroligheder: Hører ingen steder hjemme

Hoffenheims Robert Skov deler sit syn på urolighederne fra gårsdagens dramatiske Bundesliga-kamp mod Bayern München. Der blev gjort det rigtige, mener danskeren.

Det var en rigtig beslutning af Bayern München og Hoffenheim at lade de sidste 13 minutter af lørdagens Bundesliga-opgør gå med blot at trille bolden rundt mellem hinanden efter tilskuerballaden fra de medrejsende Bayern-fans.

Det mener Hoffenheim-danskeren Robert Skov, der oplevede de bizarre scener fra græstæppet på Rhein-Neckar Arena.

- Jeg tror, at det er skridtet mod at få sat en stopper for nogle af de ting, der sker i fodboldverdenen, som er utrolig triste. Vi har set racisme mange steder, og nu det her med vores præsident. Jeg synes, at det var det rigtige, der blev gjort i dag. At der blev taget afstand fra de ting, der sker på tribunerne, fordi det ikke hører nogen steder hjemme, siger landsholdsspilleren til DR Sporten.

Gæsterne fra Bayern München var godt i gang med at stjæle overskrifterne for en massiv magtdemonstration under lørdagens kamp, før at kampens dommer, Christian Dingert, ved stillingen 0-6 til gæsterne følte sig nødsaget til at afbryde kampen flere gange. 

På udebaneholdets fanafsnit kunne man nemlig se bannere med skældsord rettet mod Hoffenheims ejer, Dietmar Hopp, der er meget upoplær blandt de øvrige tyske klubbers fanbaser. 

Utilfredsheden med Hopp skyldes, at han har investeret massivt i Hoffenheim og samtidig gjort det klart, at han er modstander af den regel i Bundesligaen, som sikrer, at klubbens medlemmer kan have kontrol over deres klub og beskytte den mod pengestærke, eksterne investorer. 

Bayern Münchens formand, Karl-Heinz Rummenigge, var efter kampen ude at tage skarp afstand til klubbens medrejsende fans.