Mikkel Kirkeskov har officielt fået fremtiden på plads.
Den tidligere AGF- og OB-back har kontraktudløb i polske Piast Gliwice ved årsskiftet, og herefter skifter han til 2. Bundesligaens førerhold Holstein Kiel. Det bekræfter den tyske klub på sin hjemmeside.
Mikkel Kirkeskov kommer til Holsten Kiel på en aftale, der løber i tre og et halvt år, og i første omgang skal han være med til at sikre oprykning til Bundesligaen. Klubben er aktuelt godt på vej, og de topper 2. Bundesligaen efter 13 kampe med fire point ned til andenpladsen.
Selv glæder han sig til udfordringen.
- Jeg ser virkelig frem til den nye udfordring at spille med Holstein Kiel i den stærke tyske 2. Bundesliga. Nu er det vigtigt for mig at falde hurtigt på plads på holdet og i klubben på trods af manglen på vinterferie og vænne mig til Kiels spillestil, siger Mikkel Kirkeskov til klubbens hjemmeside.
Den 29-årige danske venstre back nåede at spille 96 kampe for Piast Gliwice med to mål til følge.
Foruden AGF og OB har Mikkel Kirkeskov også en fortid i norske Aalesunds FK, hvor han spillede to sæsoner, efter at han forlod Superligaen i foråret 2016.