Video : Tipsbladet
Bundesliga

Leipzig-træner om dansk landsholdsspiller: Han må bide det i sig

Danske Yussuf Poulsen har mistet sin plads i startopstillingen hos RasenBallsport Leipzig, men der er stadig chancer for ham i det tyske. Han skal dog forbedre sig.

Landsholdsspiller Yussuf Poulsen scorede i sidste sæson 15 gange i Bundesligaen, men den 25-årige angriber har haft det noget sværere i denne sæson. Bare tre gange har han været på tavlen for det tyske tophold, og samtidig har han mistet sin plads i startopstillingen.

Bare én gang i 2020 har Yussuf Poulsen været i startopstillingen i Bundesligaen.

I stedet er det tjekken Patrick Schick, der er foretrukket som makker til tyske Timo Werner, og det er Yussuf Poulsen naturligvis ikke tilfreds med.

Læs også:Tidligere FCK-spiller gør comeback i Serie 1

Det fortæller træner Julian Nagelsmann til Bild.

- Jeg havde en lang samtale med ham inden coronapausen. Han er en spiller, som henvender sig til træneren for at høre, hvad der foregår, siger han og kommer med en opfordring:

- Han må bide det i sig og overkomme det. Han ved, hvad det er, jeg vil se fra ham.

Læs også:Yussuf Poulsen-agent: Han hører til i international topklub

Den bare 32-årige tyske træner ved godt, at situationen kan ende med at betyde, at danskeren søger væk. Selv om Poulsens agent, Poul-Erik Petersen, for nyligt sagde, at der ikke er indgivet en transferanmodning.

- Det er helt sikkert, at han ikke er tilfreds med situationen. Men fra vores samtale kom det ikke frem, at han ønsker at komme væk. Det er klart, at hvis situationen ikke forbedres, bliver det en mulighed. Jeg mener, det er helt almindeligt, og sådan er det for alle spillere. I øjeblikket handler det bare om, at han vil i startopstillingen igen, siger Nagelsmann.

I denne sæson har Yussuf Poulsen spillet 29 kampe for Leipzig i alle turneringer - tre scoringer og 11 assists er det blevet til.

Læs også:Osasuna-spillere går ned i løn

Læs også:Dansk landsholdsprofil om transferrygter: Troede, det var en aprilsnar

Læs også:Eftertragtet Lazio-profil vil forlænge sin kontrakt