Bo Svensson er en meget talentfuld cheftræner.
Det fortæller landstræneren Kasper Hjulmand i et interview med Kicker.
Svensson har netop overtaget cheftræner-posten i den kriseramte tyske klub Mainz, hvor Hjulmand selv var cheftræner i en kort periode fra juli 2014 til februar 2015.
Det var også her Hjulmand lærte Svensson at kende. På dette tidspunkt var Svensson nemlig med i trænerstaben i den tyske klub, og Hjulmand fik hurtigt øjnene op for træner-passionen hos den tidligere FCK-spiller.
Læs også:Regeringen afviser at opfordre DBU til VM-boykot i Qatar
- Jeg indså hurtigt, at han var et talent. Han var nysgerrig og hårdtarbejdende. Jeg kan godt lide at komme meget tidligt ind på kontoret, og på min vej mødte jeg tit Bo, siger Hjulmand.
- Om aftenen sendte han mig beskeder eller ringede til mig, hvis han havde set noget i tv'et, som havde inspireret ham. Han var meget interesseret i spillet samt det taktiske og strategiske aspekt af fodbold.
Svensson skal nu forsøge at redde Mainz fra nedrykning i Bundeligaen, hvor klubben i øjeblikket ligger på sidstepladsen med syv point op til Arminia Bielefeld over nedrykningsstregen.
Og Hjulmand har tiltro til, at den danske cheftræner nok skal gøre det godt i Mainz.
Læs også:Ministeren i den varme stol: I dag skal hun svare på spørgsmål om VM
- Bo kender sig selv og vil vise, hvem han er. Det er det vigtigste for at være en god leder. Han vil være i stand til at være tæt på spillerne, men stadig med autoritet. Jeg har virkelig tiltro til Bo.
Svensson og Mainz skal forsøge at hente tiltrængte point på lørdag, når de skal i aktion i en svær udekamp mod storklubben Dortmund.
Opgøret fløjtes i gang klokken 15.30.
Læs også:Hjulmand løfter sløret for stor bruttotrup: De er alle i spil til en EM-billet
Læs også:Hjulmand om manglende Eriksen-spilletid: Kan blive bekymrende
Læs også:Morten Olsen: Dette kunne jeg ønske for Hjulmand og Wieghorst