Video : Tipsbladet
Bundesliga

Kaufmann på vej mod lyn-exit

En række tyske klubber er varme på den danske angriber Mikkel Kaufmann.

Den danske angriber Mikkel Kaufmann har i indeværende transfervindue taget et stort skridt. Han er skiftet til Bundesliga-klubben Union Berlin efter et succesfuldt ophold i 2. Bundesliga hos Karlsruher SC, hvor han i 30 kampe scorede ti mål og lavede otte assists.

Den tidligere FC København-spiller går ind på et Union-hold, hvor konkurrencen på de offensive pladser er stor.

Bundesliga-klubben, som skal spille Champions League-fodbold, råder over Kevin Behrens, og klubben har hentet angribere som Kevin Volland fra Monaco og David Fofana fra Chelsea, så det er svært at forestille sig, at danskeren kommer til at få fast spilletid.

Er det så bedst, at han bliver lejet ud og får spilletid?

Tyske Bild skriver, at Kaufmann er ved at tage en beslutning vedrørende fremtiden. Angriberen er i tvivl om, han skal blive og kæmpe for sin plads eller få spilletid andetsteds.

Skulle han vælge at søge nye udfordringer, står en masse klubber klar til at tage imod ham.

Heidenheim, St. Pauli og Düsseldorf er alle interesseret i at leje danskeren, mener Bild at vide.

Kaufmann kostede Union Berlin i omegnen af 20 millioner kroner.