Fik kæmpe Bundesliga-mulighed efter FCK-exit
Efter et hårdt exit i FC København har Jess Thorup for alvor fået gang i karrieren igen.
Den 20. september 2022 udsendte FCK en pressemeddelse, hvori man kan fortælle, at Jess Thorup var blevet fyret.
Fyringen kom efter en række skuffende resultater i Superligaen, hvor man på daværende tidspunkt var at finde på 9. pladsen.
Efter fyringen tog Jess Thorup et års pause væk fra trænergerningen, men i oktober 2023 vendte han tilbage som den nye cheftræner for Augsburg i Bundesligaen.
Muligheder var der dog nok af, mens Jess Thorup holdt pause. Faktisk kom der en kæmpe mulighed ind ad døren få uger efter FCK-fyringen.
Det fortæller Jess Thorup i et stort interview med Tipsbladet.
- For første gang i 35 år har jeg haft en længere pause, og den var helt bevidst, selvom jeg var tæt på at få et job efter et par uger – også et stort et.
- Jeg kan sige så meget, at det også var i Bundesligaen, jeg havde en mulighed dengang. Men ellers har jeg ikke behov for at sætte navne på de spændende klubber, der har været en mulighed, men jeg vil bare sige, det har været interessant at se, at det, man har gået og lavet, har der været mange, der har holdt øje med. Det er bare fedt, og det er jeg stolt af. Det har givet mere blod på tanden til at fortsætte ad den vej, jeg har bevæget mig ned af, fortæller Jess Thorup.
Men den store mulighed blev altså aldrig en realitet, så Jess Thorup brugte i stedet pausen på at gøre sig klar til nye udfordringer.
- Jeg har holdt mig ajour, og jeg har været rundt at besøge klubber. Jeg brugte mest tiden på at finde ud af, hvor jeg gerne ville hen med mit liv, min trænergerning og min familie. Så jeg var helt sikker på, at jeg ville træffe det rigtige valg, siger Thorup.
Selvom Jess Thorup har et flot træner-CV, så havde han alligevel ikke regnet med at lande et job i en af verdens største ligaer efter en fyring og lang pause.
- Jeg tror ikke, jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig, jeg kunne komme til Bundesligaen. Jeg troede, jeg skulle et step til siden for så at håbe på, jeg kunne komme til en af de fem største ligaer på et tidspunkt.
- Men at sidde nu og være den femte danske træner i Bundesligaen nogensinde, det kan man godt tillade sig at være stolt over, siger Jess Thorup, der væbnede sig med tålmodighed i pausen:
- Lad mig sige det sådan: Min kone og agent har hele tiden sagt, at vi skal bevare tålmodigheden. Vi havde besluttet, vi ville vente, til det rigtige ville komme.
- Man sidder bare og venter. Det er ikke sådan, man kan sende ansøgninger rundt eller køre rundt og ringe på døren og sige: ’har I brug for en træner?’. Man venter på, der er nogen, der synes, man er interessant.
- Men jeg er beæret over de mange tilbud, jeg har fået fra mange forskellige lande og ligaer. Der har været nogle interessante projekter, men mavefornemmelsen har ikke været rigtig, så derfor har jeg ventet, siger Jess Thorup.
Artiklen fortsætter under billedet...
Foto: Imago
’Ikke i tvivl, da Augsburg ringede’
Jess Thorup var ikke i tvivl om, at han var klar til at komme igang igen, da Augsburg en oktober-dag slog på tråden.
- Da Augsburg ringede fra Bundesligaen, der havde jeg kort tid efter de første snakke et møde med deres CEO og ejer, og der sagde jeg til min agent og familie, at hvis det her kunne lade sig gøre, så ville det være en kæmpe chance og mulighed, som jeg ikke lige så lå foran mig.
- Det er en familieklub, der gerne vil arbejde med akademiet, og det passede rigtig godt med mine tanker om fodbold osv.
- Jeg er glad for den plan, vi har lagt, hvor jeg har måtte sige nej til nogle muligheder, og min kone og jeg har tit snakket om, at vi nu er glade for, at jeg ikke sagde jeg til nogle af de andre, og at vi holdt fast i vores tro og plan. Min agent sagde: ’med dit CV er det bare et spørgsmål om tid, før det rigtige kommer’, og det viste sig at være rigtigt, siger Jess Thorup.
Artiklen fortsætter under billedet...
Foto: Imago
’Har ikke brugt et sekund på FCK’
Selvom det, selvfølgelig, aldrig er sjovt at blive fyret, så har Jess Thorup ikke skænket fyringen i FCK mange tanker. Tiden er i stedet blevet brugt på at se fremad.
- Jeg har ikke brugt mit års pause på FCK eller noget omkring det. Jeg har brugt det på mig selv, min fremtid og min familie.
- Jeg har ikke brugt et sekund på det, jeg kom fra, for det kan jeg ikke gør hverken til eller fra, for det er der nogle andre, der bestemmer.
- Jeg valgte at bruge tiden på at kigge fremad og ikke sparke bagud eller kigge på, hvad der gik godt eller skidt. Sådan er det i fodbold, og det kender jeg godt til, for jeg har været lang tid i branchen.
- For mig handler det om at vende fokus frem mod det, der skulle ske fremadrettet.
- Jeg har også haft respekt for dem, der overtog, der hvor jeg kom fra. Jeg vidste godt, alle havde interesse i at høre, om mig og min fortid, men det havde jeg ingen interesse i at gøre noget som helst ved, for hvad kunne jeg ændre?, fortæller Jess Thorup.
Det kom heller ikke som nogen stor overraskelse, at det var hans assistenttræner Jacob Neestrup, der overtog tøjlerne i FCK.
- Jeg tror da intentionen, da man hentede Neestrup, var, at han på et tidspunkt skulle tage over. Som en gammel FCK’er og KB’er lå det jo i kortene, så det overrasker mig bestemt ikke, at han kunne blive deres træner.
- Det, vi havde bygget op og var i gang med, var jeg ikke i tvivl om nok skulle give succes på kort og langt sigt. Jeg kan ikke forestillet mig andet, end at FCK de næste mange år bliver kommer til at blive den helt store faktor i fodbold.
- Det er helt naturligt med den økonomi, setup og udvikling, de har været i gang med, så det er sådan, som det skal være, fortæller Jess Thorup til Tipsbladet.
Jess Thorup har nu stået i spidsen for 17 Augsburg-kampe, hvor den seneste kamp blev historisk, idet Augsburg med en 6-0-sejr sat rekord for klubbens største udebanesejr nogensinde.