Peter 'PC' Christiansen har overtaget taktstokken i Wolfsburg, som han har store planer med.
I en større medierunde med den tyske presse fortæller han om, hvordan han ønsker, at Wolfsburg skal stå for åbenhed, underholdende og offensiv fodbold og så er ambitionen at komme ud i Europa igen.
Men snakken falder også på forskellige spillere i PC's Wolfsburg-trup. Blandt andre Kamil Grabara, som er kommet til fra FC København denne sommer.
- Kamil er Kamil. Vi vil ikke kontrollere ham. Han er en vinder. Han tog til Wolfsburg for at vise, hvad han kan. Han vil gerne spille i en succesfuld klub og vil gerne have succes selv. Du har brug for spillere som Kamil for at vinde kampe og lykkes. Wolfsburg har altid været succesfulde, når de har haft store personligheder på holdet, lyder det fra PC ifølge Wolfsburger Allgemeine.
PC, der har ansvaret for hele det sportslige setup i Wolfsburg, runder også klubbens danske angriber Jonas Wind, som tidligere har været rygende transfervarm.
- Jeg vil have spillere, som nyder at spille for Wolfsburg. Jeg har ikke hørt andet end det fra Jonas. Han vil lykkes her i Wolfsburg. Helt generelt vil jeg gerne have spillere, som er 110 procent engageret i klubben.
- Så er det ligemeget, om kontrakten udløber om elleve eller fem måneder eller om tre år. Spillere kan selvfølgelig have andre planer, men så skal de bare komme til mit kontor, og så taler vi om det, siger PC.
Wolfsburg er lige nu i gang med forberedelserne til den kommende sæson, hvor ambition skal være at tangere 12.-pladsen fra før sommerferien.