Video : Tipsbladet
Bundesliga

Delaney anbefaler storklub til Højbjerg

Et skifte til Borussia Dortmund vil være godt for Pierre-Emile Højbjerg, lyder det fra Thomas Delaney.

Det vil både være godt for Pierre-Emile Højbjerg og for Borussia Dortmund, hvis den danske landsholdsstjerne skifter til den tyske storklub. 

Sådan lyder vurderingen fra landsholdskollegaen Thomas Delaney, der selv tørnede ud for Dortmund fra 2018 til 2021. 

- Jeg vil anbefale det til begge parter. Han er en fantastisk spiller, og jeg er rigtig glad for at have ham som holdkammerat. I mine øjne er han en central midtbanespiller på topniveau, lyder det ifølge Sky Sport fra Thomas Delaney. 

Efter lørdagens 2-0-nederlag til Tyskland blev Pierre-Emile Højbjerg også selv spurgt til Dortmund-rygtet

- Det er et smukt stadion. Jeg går på ferie nu, og så må vi se efter ferien, lød svaret her fra Pierre-Emile Højbjerg. 

Den 28-årige danske landsholdsstjerne har tidligere spillet for Bayern München, Augsburg og Schalke 04 i Tyskland. 

Pierre-Emile Højbjerg, der har et enkelt år tilbage af kontrakten med Tottenham, har også været rygtet til Atlético Madrid og en række topklubber i Italien.