– De huggede noget af min hæl

Daniel Jensen er en færdig mand i Werder Bremen. Den danske landsholdsspiller er blevet sagt op af sin tyske klub og må nu på jagt efter en ny arbejdsgiver. Tipsbladet besøgte Daniel Jensen i Bremen i april måned på et tidspunkt, hvor det allerede lignede et farvel til livet i klubben, hvor han har været på kontrakt i syv år.

Det kom der et ærligt interview og en læsværdig historie ud af – læs det hele her:
Bragt i Tipsbladet 15. april 2011

Restaurant Villa i Bremen betyder noget særligt for Daniel Jensen. Restaurantens ejer, Jan Janning, var nemlig en af de første venner, han fik, da han i 2004 skiftede fra spanske Murcia til de tyske mestre Werder Bremen. I de første syv måneder boede han og hans kone på det hotel, hvor Jan Janning arbejdede, og i dag, syv år senere, er de stadig gode venner. Derfor virker det naturligt at lade interviewet foregå der.

Så snart vi er kommet ind ad døren, stikker Daniel Jensen hovedet ud i køkkenet, og han bliver modtaget af en stemme, der jubler varmt og hjerteligt på tysk. Det er Jan Janning. De næste to en halv time disker han op med lækker mad og et enkelt glas rødvin – og kommer på et tidspunkt ned og sætter sig hos os for at høre, hvad seneste nyt er om hans ven. For meget har ændret sig for Daniel Jensen, siden de mødte hinanden.

I efterårssæsonen 2007 knaldede han bolden op i målhjørnet, da Werder Bremen spillede Champions League-kvalifikation mod Dinamo Zagreb og gik videre. Senere i samme turnering var han med til at vinde over Real Madrid og Lazio, og i Bundesligaen lavede han både assists og scorede mål. Morten Olsen roste ham for »fantastiske præstationer det seneste års tid«, for »fremragende tekniske og taktiske kompetencer« og for at kunne spille som både 6’er, 8’er og 10’er på midtbanen. Han sammenlignede ham endda med Italiens Andrea Pirlo.

Men kort tid efter at Daniel Jensen i starten af 2008 havde lavet samtlige tre assists i Werder Bremens samlede 3-0-sejr over Braga i UEFA Cup’en, fik han en fibersprængning i baglåret, som endte med at vare sæsonen ud. Det blev starten på de tre år, hvor Daniel Jensen konstant har døjet med skader, ikke mindst i akillessenen i højre fod. Derfor er det i de senere år kun blevet til en halv snes Bundesliga-optrædener pr. sæson. Og nu peger alt i retning af, at Daniel Jensen snart er fortid i Werder Bremen.

Intet nag
I forrige uge bekræftede Werder Bremens pressechef, Tino Polster, over for tipsbladet.dk, at klubben ikke vil forlænge med Daniel Jensen. Og selvom det ifølge Daniel Jensen selv ikke helt kan udelukkes, at en kontraktforlængelse kan komme på tale, virker det mest sandsynligt, at hans tid i Tyskland er forbi til sommer. Dels fordi Werder Bremen, der er vant til at spille Champions League, men i denne sæson pt. ligger på en katastrofal 13. plads i Bundesligaen, med Daniel Jensens ord bliver nødt til at »omprioritere« i næste sæson. Men også fordi det er begrænset, hvad Daniel Jensen har kunnet bidrage med i de senere år på grund af sine mange skader.

»Det er selvfølgelig ikke prangende, hvad der er blevet leveret fra min side de seneste to år efter min akillesseneoperation, og det er sådan set, hvad de har at forholde sig til. Om de så tror på, at jeg kan komme tilbage på mit gamle niveau, er jo op til dem. Vi tror selv på det, mig og min fysioteraupeut, Thomas Jørgensen, og det er ligesom det vigtigste,« siger Daniel Jensen, der netop nu er på vej tilbage til at kunne træne med holdet igen, efter at han siden januar har været ude med en skade i højre knæ – en skade, som han håber og tror på at kunne undgå at skulle opereres for.

Han er vild med Werder Bremen, som for ham repræsenterer en blanding af ambition, professionalisme, intimitet og fællesskab. En klub, hvor han og medspillerne indtil denne sæson har nydt stor frihed og »kunnet gøre, nærmest hvad vi ville«. Hvad der kun gør hans eget exit endnu mere ærgerligt.

»Et eller andet sted håber jeg måske, at det er mig, der får ret i sidste ende, og at Bremen har lavet en fejl ved ikke at forlænge med mig. Men der er ikke nogen bad feelings fra min side af eller noget som helst. Jeg har haft syv gode år her, selvom de seneste to selvfølgelig har været rigtig dårlige, hvad angår det rent sportslige.«

Læs mere på næste side

Roden til alt ondt
Når de seneste to år ifølge Daniel Jensen selv har været »rigtig dårlige«, skyldes det den operation i akillessenen, han fik foretaget i april 2009. En operation, han selv kalder »forbandet » og »roden til alt ondt« – og som han i dag mener burde have være grebet anderledes an af den kirurg, der førte kniven.

»I mit tilfælde kan man godt tale om en fejloperation. De har selvfølgelig hugget noget af min hæl, og de har måske fjernet, hvad de mente var problemet, men symptomerne har stadig været der.«

»Vi har været ude i, hvor jeg har haft ondt, når jeg stod op om morgenen, for eksempel. Så føltes det som knive ind i selve hælen.«

Hvor meget mærker du til det nu?
»Nu er der jo gået så lang tid, at jeg er begyndt at få det under kontrol. Men tidligere hævede hælen op hver dag, og den var dobbelt så stor som min venstre. Og så er det jo klart, at man ikke kan spille ordentligt, når man nærmest ikke kan komme ned i fodboldstøvlerne.«

Hvordan har du tacklet det?
»Det ved jeg ikke rigtigt. Hvis du spørger min kone, så har hun godt kunnet mærke det, selvom jeg er en type, der ikke vil lade det gå ud over andre på den måde. For jeg synes ikke, det er fair, at fordi jeg har det skidt og ikke rigtig kan udføre mit arbejde, så skal det gå ud over mine venner eller min familie. De får det selvfølgelig med, fordi de kender mig så godt og ved, hvordan jeg er, men det meste af det har jeg gået med inde i mig selv.«

Hvordan reagerer du normalt, når du er nede over noget?
»Jeg går ind i mig selv og bliver måske lidt fraværende på den måde. Men jeg er ikke typen, der kan holde på det i lang tid. Jeg prøver at komme videre, og jeg prøver at tænke positivt. Og det er nok meget godt, for ellers var jeg gået nedenom og hjem med alle de skader, jeg har haft.«

Lavpunktet i Østrig
Daniel Jensen havde etableret sig på det danske landshold, hvor han havde taget over fra Thomas Gravesen på den centrale midtbane i rollen som 8’er. Men akillessene-operationen holdt ham ude i fem måneder, og da han vendte tilbage, kneb det med at få spilletid i Werder Bremen, hvor konkurrencen var hård i form af spillere som Mesut Özil og Aaron Hunt. Det smittede også af på hans præstationer på det danske landshold, og det stærkeste billede på det blev en venskabskamp mod Østrig i marts 2010, hvor Daniel Jensen ikke dækkede ordentligt op ved den dødbold, der kostede 2-1-målet.

Morten Olsen var efterfølgende ude at understrege, at den slags fejl aldrig må ske, mens Ekstra Bladet skrev, at Daniel Jensen havde »væltet rundt som en hund i et spil kegler« og »svigtet totalt« ved Østrigs scoring. Tipsbladet betegnede det senere som en kamp, hvor Daniel Jensen »ramte bunden«.

»Men for mig var det jo ikke bunden. Jeg var lige kommet tilbage fra en skade, så for mig gjaldt det om at få spilletid,« siger Daniel Jensen i dag.

»Det kan godt være, at det ikke var særlig prangende eller særlig flot, men det var vigtigt, at jeg fik nogle minutter i benene for at kunne tage det næste skridt. Og hvis man gerne vil op i niveau, koster det altså nogle kampe, hvor man, ja, ser rigtig dum ud, måske, og ikke spiller godt.«

For Daniel Jensen er kampen mod Østrig et godt eksempel på et centralt dilemma i hans karriere de senere år. Dilemmaet mellem ikke at være fysisk helt klar-  og på den anden side næsten ikke at kunne vente på igen at komme i kamp.

»Jeg vidste godt, at jeg ikke var i topform eller på et højt niveau. Jeg var jo lige kommet tilbage fra en skade og havde trænet i en uge, tror jeg, det var. Jeg kunne godt have sagt til Morten, nej, jeg vil ikke med, for jeg er lige kommet tilbage. Men nu havde jeg trænet med Bremen og var kommet ind i en 10-15 minutter i en kamp og havde så muligheden for at komme med til en landskamp, hvor det, ja, ikke gjaldt om noget. Vi mistede i hvert fald ikke tre point, hvis vi tabte. Men det var en kamp på topniveau, hvor man kunne få kamptræning, og det er klart, at det vil man selvfølgelig ikke sige nej til. Og det var selvfølgelig også med henblik på videre deltagelse i både Bremen og på landsholdet.«

Læs mere på næste side

VM-nedturen
Da Daniel Jensen mødte ind i landsholdslejren op til VM i Sydafrika, havde han ikke spillet meget for Werder Bremen i foråret. Men de tests, som landsholdets fysiske træner, Jens Bangsbo, foretog, viste faktisk, at Daniel Jensen var i bedre form end ved EM-slutrunden i 2004, hvor han fik sit landsholdsgennembrud. Meldingerne fra Morten Olsen var også positive, og selv følte han sig med egne ord »rigtig godt kørende« – lige indtil han, få dage efter at truppen var samledes, igen fik problemer med akillessenen.

»Jeg kan huske, at Morten kom hen til mig og sagde, det er ikke fair, at lige præcis du, der har kæmpet så meget med din akillessene, får den skade igen. Men du må bare holde hovedet højt og komme videre. Og det var lidt sådan på det tidspunkt… Jeg satte mig ned i bussen, og der var ikke rigtig nogen, der så det, men der kom der i hvert fald en tåre. Jeg tænkte, det er simpelthen bare løgn det her, at jeg nu får sådan noget igen og skal arbejde og kæmpe med det. Da følte jeg virkelig, at jeg var ramt af en eller anden forbandelse. Og lige præcis de ord, som Morten havde sagt, ramte mig meget hårdt.«

Hvorfor tror du, at det påvirkede dig så meget?
»Jeg har høje forventninger til mig selv. Også selvom jeg ikke er typen, der frembruser i medierne og råber op og siger det ene og det andet. Jeg ved, hvad jeg selv står for, og når jeg ikke kan vise det, så er det klart, at det gør ondt et eller andet sted. Og det er klart, at jeg er villig til at gå rigtig langt for at træne og spille og komme til det niveau. Det er bare sådan, jeg er.«

Snakkede du med de andre på holdet om det?
»Jeg er ikke en, der går ud med det på den måde. Mine følelser holder jeg meget for mig selv. Men altså, jeg tror godt, de kunne mærke på mig, at jeg ikke lige var i det bedste humør på det tidspunkt, og jeg fik prøvet alle mulige sprøjter og at få taget betændelse ud og lagt kortison ind – der var ikke det, jeg ikke prøvede. Jeg ville blive klar, selvom jeg ikke engang kunne løbe på det tidspunkt.«

Det lykkedes Daniel Jensen at få sig kæmpet tilbage, så han blev meldt klar til kampen mod Cameroun. Og han var med i anden halvleg, da Dennis Rommedahl scorede 2-1-målet. Men frisk var han ikke.

»Når jeg ser tilbage, kan jeg jo godt se et eller andet sted, at jeg løb og trak lidt. Men altså, man vil jo gerne være med. Og hvis man får grønt lys af lægerne og af træneren, vil jeg ikke selv give mig det røde lys.«

Hvad tænker du i dag om din egen beslutning om tage med til VM?
»Når jeg får tilbuddet om at komme med, så vil jeg ikke selv sige nej. Der vil jeg gå rigtig langt. Og det ville også være åndssvagt andet. Det er klart, at man ikke selv vil sige, at man ikke er klar, og specielt ikke når det var gået rigtig fint op til. Jeg følte, at jeg næsten var oppe på 100 procent, da jeg sagde ja.«

Læs mere på næste side

Den onde cirkel
Det med at ville i gang, selvom kroppen egentlig har brug for hvile, har været en væsentlig problemstilling for Daniel Jensen i de senere år, og det er noget, vi vender tilbage til flere gange i løbet af interviewet. Han taler om den »onde cirkel«, der opstår, når man som han igen og igen bliver skadet.

»Et eller andet sted er det måske et signal om, at man faktisk har brug for et halvt år uden fodbold overhovedet. For at blive rigtig klar og kunne træne igen. Men det vil man ikke som fodboldspiller, og det vil klubben, som har kontrakt med dig, heller ikke, selvom den i sidste ende er bedst tjent med at få en spiller tilbage, der er 100 procent klar de næste halvandet til to år. Men det er der bare ikke mulighed for, og som fodboldspiller har man heller ikke selv tålmodighed til det. Så på den måde er man også selv skyld i det.«

Hvad mener du med det?
»Nogle gange vil man bare gerne tilbage, og jeg har jo gennem de sidste to år nogle gange godt kunnet se, at jeg faktisk ikke var klar til at træne. Men i og med at man gerne vil tilbage, så lyver man lidt for sig selv, og man hører ikke rigtig på sin egen krop.«

Kan du give nogle eksempler på, at du har løjet over for dig selv på den måde?
»Vores træner Thomas Schaaf sagde til mig, at jeg løb forkert. Men jeg svarede, at det ikke var noget, jeg gjorde med vilje, og at jeg ikke havde nogen smerter. Selvom jeg jo godt vidste inderst inde, at når jeg lavede nogle bestemte øvelser, så fik jeg faktisk nogle smerter og havde ondt. Men jeg ville kæmpe for sagen og komme tilbage. Jeg havde en fast plads på holdet, da jeg blev skadet, og som vores sportschef Klaus Allofs også sagde til mig her for en uge siden: Jeg var deres vigtigste midtbanemand.«

Hvorfor er det vigtigt for dig at kæmpe på den måde?
»Fordi jeg elsker at spille fodbold, elsker at være på banen og hader at være skadet. Og et eller andet sted har man jo også behov for at vise, at man kan. Også over for andre, der allerede har afskrevet en. Det er i hvert fald med til at gøre, at jeg vil tilbage. Og at jeg kommer tilbage.«