Dansk landsholdsangriber forlænger med tysk topklub
Foto: Getty Images
Bundesliga

Dansk landsholdsangriber forlænger med tysk topklub

RasenBallsport Leipzig har fået papir på den danske angriber Yussuf Poulsen frem til sommeren 2022.

Han har haft sin bedste sæson nogensinde og har med 12 i Bundesligaen været en vigtig årsag til, at den tyske klub spiller med i toppen af Bundesligaen.

Og nu bliver Yussuf Poulsen også belønnet for de gode præstationer.

Via det sociale medie Twitter fortæller Poulsens klub, RasenBallsport Leipzig, at klubben har forlænget aftalen med Yussuf Poulsen, så den nu løber frem til sommeren 2022.

Noget, som den danske landsholdsspiller er glad og stolt over.

- Jeg har forlænget min kontrakt, fordi jeg trives godt her. Jeg mener, jeg kan videreudvikle mig, og jeg kan blive bedre. Som hold tror jeg også på, at vi kan udvikle os, siger danskeren i en lille video, hvor han forklarer sin kontraktforlængelse.

Yussuf Poulsen skiftede til Leipzig i 2013 fra Lyngby Boldklub og har således været med til at føre klubben op gennem rækkerne. Aktuelt ligger RB Leipzig nummer tre i Bundesligaen - 11 point efter Bayern München og Borussia Dortmund, der ligger et og to.

Med 12 scoringer ligger Poulsen på en delt sjetteplads på topscorerlisten i Bundesligaen.