Video : Tipsbladet
Bundesliga

Bundesliga-klub med humoristisk stikpille til DBU

Efter Frederik Rønnows straffesparksredning mod Freiburg har Union Berlin sendt en kæk hilsen til DBU på X.

Han har været en profil i Union Berlin i flere sæsoner, men på Danmarks landshold nåede Frederik Rønnow aldrig rigtigt at få chancen. 

10 landskampe blev det til Bundesliga-keeperen, der i tirsdags meddelte sit stop på landsholdet forud for Brian Riemers første landsholdsudtagelse. 

Den 32-årige Frederik Rønnow stod i skyggen af Kasper Schmeichel i det meste af sin landsholdskarriere, men i Union Berlin er man svært tilfredse med den danske målmand. 

I fredagens 0-0-kamp mellem Union Berlin og Freiburg fik Frederik Rønnow da også en kampafgørende rolle, da han i det 22. minut reddede et straffespark fra Vincenzo Grifo. 

I den forbindelse kom Union Berlin med en lille humoristisk hilsen til DBU, med reference til, at Frederik Rønnow altså aldrig for alvor fik chancen for Danmark. 

- Ser I med, Dansk Boldspil-Union, sådan skal det gøres, lyder det i et opslag på X fra Union Berlin. 

Frederik Rønnow har i de seneste sæsoner udviklet sig til at være en specialist til at redde straffespark. I sidste sæson reddede danskeren tre straffespark og i denne sæson har han reddet to styks. 

Frederik Rønnow har spillet for Union Berlin siden 2021. 

Du kan se Frederik Rønnows straffesparksredning mod Freiburg i afspilleren øverst i artiklen.