Bayer München-boss: Må formode, at David Alaba forlader os
Foto: Getty Images
Bundesliga

Bayer München-boss: Må formode, at David Alaba forlader os

Sportsdirektøren forventer, at den østrigske stjerne rykker videre i karrieren efter denne sæson.

Der har længe været en lang række rygter om Bayern München-stjernen David Alaba, der har kontraktudløb efter denne sæson, og meget tyder på, at østrigeren skal videre i karrieren.

Efter at have spillet hele sin karriere - udover et lejeophold i Hoffenheim - i den tyske storklub, kan David Alaba og Bayern München nemlig ikke blive enige om en forlængelse af kontrakten. De har ellers forsøgt at forhandle tre gange, og nu trækker det altså op mod et skifte.

Det fortæller Bayern Münchens sportsdirektør, Hasan Salhamidzic, til Sky.

Læs også:Onsdagens rygtebørs: City er på vej med kontrakt-tilbud til Messi

- Vi forhandlede og kom med et tilbud til David Alaba. Han afviste det. For ti dage siden satte vi os ned igen og kom med endnu et tilbud - denne gang med en deadline, fortæller Hasan Salihamidzic til Sky og fortsætter:

- Vi informerede David og hans agent om, at vi ville trække tilbuddet tilbage, når fristen udløb. Det gjorde vi. Jeg talte med hans agent igen lørdag og forsøgte at tale med David igen søndag, fordi jeg ville vide, hvad der foregik, men der skete ikke meget. Jeg ved ikke længere, hvordan vi finder vej tilbage. Vi fremsatte et tilbud, og det blev afvist. Nu må vi formode, at han forlader os.

Bayern München føler sig til gengæld godt besat i det centrale forsvar, hvor David Alaba primært har spillet i de seneste år.

- På et eller andet tidspunkt ville vi have tingene på plads med sikkerhed og vide, hvordan tingene ville gå herfra. Derefter tog vi beslutningen som klub. Med Jerome Boateng, Lucas Hernandez, Niklas Sule, Benjamin Pavard er vi fint besat på positionen, siger sportsdirektøren.

28-årige David Alaba har været rygtet til blandt andre Liverpool, FC Barcelona og Juventus, og fra 1. januar kan han begynde at forhandle med de forskellige klubber - såfremt han ikke forlænger med Bayern München.