Bodø/Glimts historiske mesterskab skyldtes ikke mindst, at holdet havde en pivfarlig offensiv trio. Snart kan alle tre oprindelige bombere dog være fortid i den norske guldklub.
Jens Petter Hauge skiftede allerede i efteråret til AC Milan, forleden gik Philip Zinckernagel til Watford, og nu tiltrækker Kasper Junker sig interesse fra Bundesligaen. Nærmere bestemt Union Berlin.
Læs også:Transfervarm dansk angriber: Jeg kan vælge og vrage
Det skriver den store tyske avis Bild, der mener at vide, at Junker skal udfylde et hul i hovedstadsklubbens skadesplagede offensiv. I øjeblikket er Max Kruse, Joel Pohjanpalo og Anthony Ujah skadet.
Skifter Junker til Union, bliver han den tredje dansker i truppen. De to nuværende er Jakob Busk og Marcus Ingvartsen. Holdet er overraskende på vej mod europæisk fodbold i næste sæson med en øjeblikkelig femteplads i Bundesligaen.
Læs også:Junker: Bodø kan smadre alle i Skandinavien - pånær ét dansk hold
Kasper Junker blev i 2020 topscorer i den norske Eliteserien med 27 mål i 25 kampe. Han sluttede af med 15 scoringer sæsonens sidste ni kampe og er i øvrigt på førstepladsen på den europæiske topscorerliste.
Succesen har fået en lang række klubber til at interessere sig for den danske angriber, herunder belgiske topklubber, forløb det kort før nytår. Junker sagde selv til B.T. forleden, at han havde mange muligheder.
- Jeg har for første gang gode kort på hånden, og jeg kan vælge og vrage i forhold til, hvad der passer til mig, frem for, at jeg har været vant til, at jeg skulle tage det første og det bedste, hvis der kom noget. Det skal jeg selvfølgelig nyde, og det er jeg helt tryg ved sammen med Christian (agent Christian Bysted, red.). Der er rigtig mange klubber, der er interesserede i mig.
Læs også:Medie: Belgiske topklubber kigger på dansk angriber
Læs også:Klub-boss afslører: Derfor fik eftertragtet dansker ikke sit millionskifte
Læs også:Slår danskerklub: Erling Braut Haaland vinder ny pris