Video : Tipsbladet
Bundesliga

Afsløring: Højlund består lægetjek i Schalke 04

Emil Højlund har mandag bestået sit lægetjek i Schalke 04, og der mangler kun underskriften på kontrakten til 2028, kan Tipsbladet afsløre.

Emil Højlund er så tæt på at være Schalke 04-spiller, som man kan komme.

Tipsbladet kan afsløre, at angriberen mandag har bestået lægetjekket i den traditionsrige tyske klub.

Ifølge Tipsbladets oplysninger mangler der nu blot en underskrift, før kontrakten til sommeren 2028 bliver skrevet under, og transferen er gennemført.

Det var fredag aften, at Fabrizio Romano kunne fortælle, at Schalke 04 og FC København var blevet enige om en handel.

Efterfølgende har flere medier beskrevet, at Superliga-klubben modtager omkring fire millioner kroner for at slippe det store talent, som havde et halvt år tilbage af kontrakten. 

Tipsbladet kunne også løfte sløret for, at Emil Højlund grundet den forestående transfer har meldt afbud til U19-EM, der går i gang i de kommende dage.

Emil Højlund har haft en række klubber i ind- og udland at vælge mellem, og således har Stuttgart fra Bundesligaen været særdeles varme på at hente ham, men projektet i Schalke 04 har vundet hans hjerte.

Angriberen er meget snart klar til at banke mål ind foran 62.000 tilskuere på EM-stadionet Veltins-Arena.