Video : Tipsbladet
Benelux

Ville have dansker fyret: Kan jeg ikke ændre på

Anderlecht-fansene udtrykte deres utilfredshed med Brian Riemer, der dog ikke lader sig gå på af det.

Anderlecht-fansene er ikke nemme at stille tilfredse.

Ved flere lejligheder har fansene udtrykt deres utilfredshed med klubbens danske træner, Brian Riemer, og lørdag aften skete det så igen.

Undervejs i den skuffende 2-2-kamp mod Westerlo kunne man, ifølge den belgiske avis Het Laatste Nieuws, høre flere af fansene råbe ’Ud med Riemer’, men det er ikke noget, der går den danske træner på.

- Jeg accepterer, at alle har en holdning. Hvis de gerne vil råbe det, så skal de gøre det. Det kan jeg ikke ændre på.

- De har deres mening, og jeg har min. Jeg gør mig job, jeg træner holdet og forbereder dem, så godt som jeg kan.

- Hvis jeg skulle tage alles holdning personligt, så ville jeg være en meget deprimeret man.

- Jeg synes, vi har overkommet mange udfordringer, og vi gør det rigtig godt. Er det perfekt? Nej, men det kommer det aldrig til at blive, fortæller Riemer ifølge HLN efter kampen.

Anderlecht ligger nummer tre i den bedste belgiske række efter seks kampe, men førstepladsen Club Brugge har spillet en kamp mere.