Video : Tipsbladet
Benelux

Tidligere Brøndby-angriber afviste kæmpehandel

Den tidligere Brøndby-angriber Gustaf Nilsson afviste et stort klubskifte i januar.

Gustaf Nilsson blev aldrig noget hit i Brøndby IF, og heller ikke i Søhøjlandet eller i Nørreskoven bragede svenskeren igennem, da han tørnede ud for henholdsvis Silkeborg IF og Vejle Boldklub.

Det er dog gået ganske godt for den tårnhøje angriber sidenhen.

For halvandet år siden rykkede Gustaf Nilsson fra Wehen Wiesbaden til den belgiske sensationsklub Union Saint-Gilliose, som i denne sæson har direkte kurs mod mesterskabet i Belgien. Nilsson har bidraget med 11 kasser undervejs.

I januar var der bud efter 26-årige Gustaf Nilsson fra KAA Gent, der var villige til at punge stort ud for den tidligere Brøndby-spiller.

Ifølge Het Nieuwsblad bød Gent 30 millioner kroner, og med diverse bonusser kunne handlen stige til over 50 millioner kroner. Det blev dog aldrig til et klubskifte, og det var der flere grunde til, skriver den belgiske avis.

Gent var ikke helt tilfredse med det provenu, Gustaf Nilssons agent skulle have i forbindelse med handlen, men det største benspænd stod angriberen selv for. Han ville således hellere blive en halvsæson mere i Union St. Gilliose og forsøge at vinde mesterskabet. 

Det ser ud til at være et klogt træk.

I skrivende stund er Union St. Gilloise otte point foran Anderlecht på andenpladsen, og derudover skal holdet spille pokalfinale senere på foråret. Til gengæld er belgierne på vej ud af Conference League efter et 0-3-nederlag til Fenerbahce torsdag aften.