Video : Tipsbladet
Benelux

Tidligere Bayern-boss: Højbjerg har ikke levet op til forventningerne

Andries Jonker var med til at hente Pierre-Emile Højbjerg til Bayern München for snart ti år siden. Nu er hollænderen ikke længere så stor beundrer af danskeren.

I 2012 hentede den tyske storklub Bayern München Pierre-Emile Højbjerg til klubben fra Brøndby IF, og hollænderen Andries Jonker var med til at lokke danskeren fra Vestegnen til det sydlige Tyskland.

Han stod på det tidspunkt i spidsen for storklubbens andethold, men han forlod Bayern i samme moment, det lykkedes at overtale Pierre-Emile Højberg til et skifte. 

Derfor har de to aldrig arbejdet sammen, men Jonker har et solidt kendskab til den danske Southampton-spiller. Og han lægger ikke skjul på, at han er forbavset over, at AFC Ajax tilsyneladende vil købe Højbjerg.

- I mit sidste år i Bayern München gjorde vi en stor indsats for at få ham, men han var ikke i stand til at leve op til forventningerne. Nu er han ikke længere et ungt talent. Han var ikke i stand til at leve op til de forventninger, der var til ham dengang, siger Andries Jonker til NH Sportcafé og tilføjer:

Læs også:Medie: Guardiola vil genforenes med Højbjerg

- Jeg kan ikke få øje på, hvad Højbjerg skal tilføre (til Ajax, red), og hvem han skal slå af.

Andries Jonker er ikke den eneste hollænder med kendskab til Pierre-Emile Højbjerg, der har givet udtryk for, at AFC Ajax bør tænke sig om en ekstra gang, før de bruger mange millioner på den danske landsholdsspiller.

Heller ikke Rafael van der Vaart giver danskeren de varmeste anbefalinger.

- Jeg spillede også i Tyskland (da Højbjerg var i Bayern München, red.), og der tænkte jeg, at han var lidt en have og køkken-spiller. Han er en god spiller, men ikke en Ajax-spiller. Han har erfaring, men hvilken erfaring? Jeg er ikke stor fan af ham.

Læs også:Avis: Ajax er interesseret i Superligaens yngste målscorer

- Hvis Ajax henter en spiller, skal han virkelig skille sig ud. Jeg kan ikke se ham gøre det, men måske tager jeg fejl. Han er en god spiller, men ikke noget specielt. Han får ikke Johan Cruijff ArenA udsolgt, sagde den tidligere Midtjylland- og Esbjerg-spiller i sidste uge til Ziggo Sport.

24-årige Pierre-Emile Højbjerg har haft en fin sæson i Premier League for Southampton, hvor han har været fast mand og anfører. Danskeren er dog blevet strippet for anførerbindet, efter det er kommet frem, at han gerne vil skifte væk i det kommende transfervindue.

Southampton og Pierre-Emile Højbjerg møder Manchester United i aften. 

Læs også:Avis: AFC Ajax vil købe Pierre-Emile Højbjerg

Læs også:Peter Møller vinder Årets Guld Harald: Donerer pengebeløb til barndomsklub

Læs også:Torsdagens rygtebørs: Flere klubber konkurrerer om Højbjerg