Thorup forklarer degradering af tuneser: Hans opførsel passede ikke ind
Foto: Anita Graversen/Getty Images
Benelux

Thorup forklarer degradering af tuneser: Hans opførsel passede ikke ind

Dårlig opførsel har sendt den tunesiske landsholdsspiller Dylan Bronn på andetholdet i Gent, forklarer Jess Thorup.

Tidligere torsdag kom det frem, at Jess Thorup har sendt den tunesiske landsholdsspiller Dylan Bronn ned på B-holdet i Gent. Forsvarsspilleren har scoret to mål for belgierne i denne sæson, men nu er han - i hvert fald for en stund - blevet smidt ud af førsteholdstruppen.

På en pressekonference torsdag eftermiddag har den danske cheftræner løftet lidt af sløret for hvorfor.

- Dylan Bronn er i øjeblikket en del af andetholdet, og som jeg har sagt tidligere, er det vigtigt for mig at skabe et hold, og hans opførsel passer ikke ind i den forbindelse. Det vigtigste er, at jeg sender et signal til Dylan, men også til resten af holdet, siger Jess Thorup ifølge Voetbalnieuws.

Jess Thorup vandt 4-0 over KV Oostende i sin første kamp som Gent-træner. Fredag venter en hjemmekamp mod Charleroi.