Video : Tipsbladet
Benelux

Svinger øksen over Priske: Få fejl fra fyring

Brian Priske møder stor kritik i det hollandske fodboldmedie Soccernews.

Det er nogle store sko, Brian Priske skal udfylde i Feyenoord, efter han er taget over for klubhelten Arne Slot, der smuttede til Liverpool i sommer.

Den danske cheftræner har fået en ujævnt start på tilværelsen i Rotterdam-klubben, hvor det er blevet til ti point i de første seks kampe og en foreløbig sjetteplads i Eredivisie. 

Og det lever selvsagt ikke op til forventningerne i den hollandske mesterklub.

Ej heller i den hollandske presse, hvor Priske blandt andet får kras kritik i en kommentar på det fodboldmediet Soccernews. 

Skribenten Eimert Pruis, der til daglig dækker Feyenoord tæt, er ikke just imponeret og mener tilmed, at en fyring snart kan komme på tale. 

- Feyenoord har mistet point igen i Eredivisie og har nu dobbelt så mange uafgjorte som sejre. I mellemtiden laver træner Brian Priske fejl efter fejl og er kun et par fejl fra en fyring før jul, skriver han.

Særligt Priskes nedtoning af klubbens ambitioner får kritik.

- Danskeren begyndte allerede under forberedelsen at dæmpe forventningerne. Han udtrykte ingen ambition om titlen og udtalte, at han tager den uge for uge og ikke ønsker at "se frem til maj" endnu. Feyenoord skal altid gå efter titlen, og selvfølgelig kigger man på PSV og ser, at afstanden allerede er otte point efter seks kampe.

- Endnu en fejl af Priske i en lang række af fejl. Jeg synes, man skal give træneren tid, men ligesom en spiller kan han ikke blive ved med at fejle for evigt, lyder det.

Priskes mangel på hårdhed og kontante udmeldinger efter kampene bliver også fremhævet, og bliver klubben ved med at levere skuffende resultater, kan det den danske cheftræner snart være fortid i Holland, skriver Eimert Pruis.

- Priske skal se sig i spejlet og stoppe med at lave klassiske trænerfejl. Dette kan ikke fortsætte længe for ham og Feyenoord. I De Kuip skal de kæmpe om titlen hver sæson. Den næste fejl kan blive fatal, skriver han. 

Og Soccernews' læsere lader til at være enige i kritikken. 

I en afstemning svarer 82 % af brugerne, at de tror, Brian Priske får en fyreseddel før jul.