Stort tab for Jess Thorup: Lille køber Gents guldfugl
Foto: Getty Images
Benelux

Stort tab for Jess Thorup: Lille køber Gents guldfugl

Jess Thorup og Gent har solgt en af klubbens allerstørste profiler.

Han har været rygtet væk i flere måneder, og nu er det officielt. Angriberen Jonathan David forlader Jess Thorup og Gent til fordel for franske LOSC Lille.

Det bekræfter Lille, som samtidig meddeler, at den 20-årige canadier har fået en femårig aftale, som gælder indtil sommeren 2025. Det menes, at Lille betaler i omegnen af 225 millioner kroner for Jonathan David.

Læs også:Medie: Jess Thorups stjernespiller tæt på Lille

Jonathan David var rygtet til flere klubber i England, Tyskland og Italien, men i Lille glæder man sig over at have sikret hans underskrift.

- Vi er i dag meget stolte over at kunne byde Jonathan David velkommen - et stort talent, der trods sin unge alder har demonstreret sit potentiale og sine mange kvaliteter i den belgiske liga. Han er en spiller med store fysiske og tekniske evner, men også med mentale egenskaber, der gør ham særlig opmærksom, fleksibel og beslutsom.

- Jonathan er en meget intelligent dreng, som, er jeg sikker på, passer ind i Lilles spillestil og den franske liga. Vi takker ham for at have valgt at være med i vores projekt og ønsker ham det bedste fra held i vores trøje, siger direktør Marc Ingla til Lilles hjemmeside.

I den forgangne sæson brillerede Jonathan for Jess Throups mandskab i den hjemlige liga, hvor han scorede 18 mål og lagde op til otte på blot 27 kampe.

Lille har udset sig Jonathan David som en afløser for Victor Osimhen, der netop er skiftet fra franskmændene til Napoli i en stor handel. 

Læs også:Italiensk målmaskine: Lazio-angriber vinder sæsonens Golden Shoe