Video : Tipsbladet
Benelux

- Skov Olsen er simpelthen bare bedre end Dreyer

To belgiske fodboldekspert vejer Andreas Skov Olsen tungere end Anders Dreyer, selv om de begge har gjort det fremragende i denne sæson.

Andreas Skov Olsen og Anders Dreyer har domineret belgisk fodbold i denne sæson.

Førstnævnte har scoret 22 mål og lavet otte assists i alle turneringer for Club Brugge, mens Anders Dreyer har lavet 17 mål og otte assists for Anderlecht. Kigger man kun på ligaen, har Dreyer scoret fem kasser mere end Andreas Skov Olsen.

Men hvem er egentlig bedst af de to?

Den tidligere Anderlecht-spiller Jan Mulder og Marc Degryse, der har en fortid i både Anderlecht og Club Brugge, har i avisen Het Laatste Nieuws givet deres bud, hvordan det stærkeste hold kunne sammensættes, hvis man måtte vælge frit blandt spillerne i de seks klubber, der deltager i det belgiske mesterskabsspil.

Både Mulder og Degryse har Andreas Skov Olsen med på bekostning af Anders Dreyer. De to danske landsmænd huserer som bekendt på den samme position i højre angrebsside.

- Jeg synes, at Andreas Skov Olsen i bund og grund bare er bedre end Anders Dreyer. De minder lidt om hinanden og har begge en fantastisk sparketeknik. Jeg synes, Dreyer er en mere stabil spiller, mens Skov Olsen er smukkere rent æstetisk. Han er dog også ret skrøbelig mentalt, men hvis man som en udenlandsk klub kommer til Belgien og ser Skov Olsen på sit bedste niveau, får man lyst til at købe ham med det samme, siger Degryse.

Andreas Skov Olsen måtte melde afbud til Danmarks seneste venskabskampe mod Schweiz og Færøerne, mens Anders Dreyer mødte op og spillede en time i 2-0-sejren over Færøerne - her noterede Anderlecht-profilen sig for en assist til Pierre-Emile Højbjerg.