Video : Tipsbladet
Benelux

Sår tvivl om dansk boss: Hvad bidrager han med?

Fodboldchef hos den store belgiske avis Het Nieuwsblad, Ludo Wandevalle, mener, at Jesper Fredbergs magt falmer i Anderlecht.

For godt tre uger siden fik danske Brian Riemer sparket i Anderlecht, og ikke lang tid efter valgte landsmanden Mikkel Hemmersam at takke af i den belgiske topklub. 

Og endnu en dansker kan være på vej ud af døren. 

I hvert fald bliver der for tiden sået tvivl om sportsdirektør Jesper Fredbergs position i klubben. 

Det sker efter, at Anderlecht for nyligt præsenterede den unge assistentræner David Hubert som ny mand ved roret. 

En beslutning, der udstiller den danske boss' falmende magt i klubben, mener Ludo Wandenvalle, der er fodboldchef hos den store, belgiske avis Het Nieuwsblad. 

- Jeg er overrasket over, at Anderlecht endte med en uerfaren træner fra egne rækker efter tre ugers eftersøgning. Fredbergs magi falmer i Anderlecht. Spørgsmålet opstår om, hvad Fredberg egentlig bidrager med?

- Især fordi danskeren efter Riemer så endnu en landsmand og fortrolig afgå med Mikkel Hemmersam. Desuden ser transfersaldoen dårlig ud, både indgående og udgående, og det lykkedes ham ikke at finde en erfaren og anerkendt cheftræner, skriver han i en kommentar. 

Flere belgiske medier, heriblandt Le Soir, Het Nieuwsblad og De Standaard peger på, at det var klubpræsident Wouter Vandenhaute, der stod bag beslutningen om at ansætte David Hubert. 

- Enhver, der vover at kalde Wouter Vandenhaute 'ikke-udøvende formand', halter bagefter. Fakta, skriver Ludo Wandenvalle. 

Anderlecht ligger i skrivende stund fire i den bedste belgiske række med fem point op til førstepladsen. 

Jesper Fredberg har været ansat i klubben siden januar 2023. 

Han har en fortid i danske Viborg FF.