Den tidligere Superliga-bomber Paul Onuachu blev for nyligt testet positiv for coronavirus i sin klub, Genk, og det kom som et gevaldigt chok for nigerianeren. Det siger han til HLN.
Sæsonen i Belgien blev aflyst i midt i coronakrisen, og i den forbindelse vendte Paul Onuachu hjem til Nigeria. Da træningen i de belgiske klubber blev genoptaget, nåede nigerianeren blot et par træningspas, før han var tvunget i hjemmekarantæne på grund af en positiv coronatest.
Han havde ellers ikke vist nogle symptomer.
- Jeg var chokeret. Da jeg ankom til Genk, blev jeg testet negativ. Desuden havde jeg det virkelig godt. Så en positiv test var det sidste, jeg forventede lige efter, siger Paul Onuachu til HLN.
Den tidligere FC Midtjylland-angriber ved heller ikke, hvor han blev smittet med sygdommen.
- Det skete bestemt ikke i Afrika. I Lagos gennemgik jeg en test, og det var negativt. Jeg tænkte et øjeblik, at min kæreste eller min bedste ven havde overført virussen til mig i Genk. Men de blev straks testet og testede negativ. Jeg tror bare, at det er sket på en tankstation eller noget, siger han.
Paul Onuachu, 26 år, er siden blevet testet igen og er raskmeldt. Han træner også igen med holdkammeraterne i Genk, hvor ingen andre har testet positiv.