Nicolai Jørgensen har været hårdt plaget af skader i denne sæson, og nedturen fortsætter for den tidligere danske landsholdsspiller.
Den 29-årige angriber har misset de seneste tre kampe for Feyenoord, og det bliver ikke lige med det første, at Nicolai Jørgensen vender tilbage på holdkortet i Rotterdam-klubben. Det afslører cheftræner Dick Advocaat ifølge Voetbalprimeur.
- Det tager nogle uger med Jørgensen. Derfor er han heller ikke med mod NAC Breda, siger Feyenoord-træneren med henvisning til torsdagens opgør i den hollandske pokalturnering.
Læs også:Jørgensen og Feyenoord vinder danskerduel i pokalturneringen
Direkte adspurgt, om Dick Advocaat forventer, at Nicolai Jørgensen kommer til at spille mere i denne sæson, svarer han:
- Det håber vi.
Nicolai Jørgensen var senest i aktion for Feyenoord den 13. februar i en pokalkamp mod Heerenveen. Han spillede han 80 minutter i Rotterdam-klubbens sejr på 1-0.
Læs også:Ajax dukkede svage PSV
Grundet skader har den danske angriber blot spillet 18 kampe for Feyenoord i denne sæson, og det er medregnet alle tre turneringer, som klubben har deltaget i. Nicolai Jørgensen har scoret fem mål.
De mange skadesafbræk har også holdt Nicolai Jørgensen ude af landsholdet i en længere periode - hans seneste optræden i rødt og hvidt var mod Irland i Parken i juni 2019.
Læs også:Spurs-playmaker om Eriksen: Jeg prøver ikke at sammenligne mig med ham
Læs også:Nicolai Jørgensen på månedens hold i Æresdivisionen
Læs også:Skarpe Nicolai Jørgensen lynede for Feyenoord i storsejr