Video : Tipsbladet
Benelux

Lasse Schöne sætter dato på muligt karrierestop

Den tidligere danske landsholdsspiller meddeleler i en podcast, at han indstiller karrieren enten efter denne sæson eller den næste.

Han er tidligere landsholdsspiller, og danske Lasse Schöne er også snart tidligere professionel fodboldspiller.

Lasse Schöne er blevet 37 år, og han fylder i øvrigt 38 sidst i maj, så det lakker mod enden, og den erkendelse er Lasse Schöne også selv nået frem til.

Den danske midtbanespiller siger ifølge hollandske medier i podcasten Football is Life, at han meget snart stopper karrieren.

- Jeg kan godt mærke, at det tager mig længere tid at komme mig efter kampe eller skader. Det er ikke så nemt længere. Jeg skal træne mere end tidligere, hvis jeg skal følge med de unge gutter, siger han i podcasten og forklarer senere:

- Det er helt sikkert, at jeg ikke skal til en ny klub. Jeg afslutter min karriere i NEC. Enten er det her min sidste sæson eller også bliver den næste sæson min sidste.

Når det er usikkert, om Lasse Schöne spiller en sæson mere, handler det om, at der har været dialog med NEC Nijmegen om en forlængelse. Den dialog har dog ikke kastet et konkret udspil af sig endnu.

- Der er ikke nogen endelig beslutning. Jeg nyder det stadig, og kroppen har det godt, selv om jeg har haft nogle skader hist og her. Så længe jeg ikke går fra alvorlig skade til alvorlig skade. Vi har også gang i et godt år, og det hjælper også, siger danskeren.

Lasse Schöne nåede at spille 51 gange for Danmark. Han har spillet 22 ligakampe for NEC i denne sæosn. 

Tidligere har Lasse Schöne spillet for blandt andre Heerenveen, De Graafschap, Genoa og Ajax.