Efter et kort lejeophold i FC Nordsjælland er Christian Rasmussen tilbage i Ajax.
Danskeren viste lovende takter hos 'Tigrene', men har svært ved at bryde igennem i den hollandske hovedstad, hvor det blot er blevet til 10 kampe i denne sæson.
Senest mod Qarabag i Europa League, hvor han for en sjælden gang var med i startopstillingen, men her formåede han ikke at gribe chancen.
I hvert fald ikke hvis du spørger de tidligere fodboldspillere Hans Kraay og Kees Luijckx, der til daglig er fodboldeksperter hos ESPN.
- Vi har hørt fra Farioli (cheftræner i Ajax, red.), at Rasmussen måske stadig skal indse, hvor utrolig god han egentlig er. Men han kommer ikke tæt på Bertrand Traoré og Mika Godts, siger Kraay ifølge Voetbalprimeur.
- Rasmussen blev sat i nogle én-mod-én-situationer mod Qarabag, men jeg tror, han godt ved, at han ikke har kvaliteten til at komme forbi. Han bliver sat i de positioner, og så gør han ingenting... Så spiller han bolden rundt igen. Du er nødt til at gå forbi én gang, ellers kommer du aldrig til store chancer, tilføjer Kees Luicjx, der i øvrigt har en fortid i dansk fodbold, ifølge Voetbalprimeur.
Christian Rasmussen skiftede til Ajax ungdomsafdeling i 2019.
Han har sidenhen noteret sig 13 kampe for førsteholdet, hvor han dog stadig har til gode at sende bolden i netmaskerne.
På U21-holdet er det blevet til 17 mål og otte oplæg i 84 kampe.